Efterårsaften

Men ude over sletten ser hun noget, som dækker hendes hjerte til med is. Tunge snefyldte skyer flyver over himlen. Hun har ventet så længe på denne aften. En pludselig kold vind hvirvler ind i værelset. Et enkelt lille snefnug daler ned på kvindens kolde hånd. Vinteren er kommet. Det håb, som før havde brændt i hende som en flamme, bliver slukket af det enkelte snefnug. En tåre løber ned over hendes kind, og hun vender sig om og ser ind i værelset, som var det første gang hun så det. Det er koldt og klamt. En gammel seng står ude i siden. Bortset fra det står der et lille støvet bord med små revner over hele bordfladen. Mellem alt støvet ligger der et fyrtøj som hun henter. Hun tænder lysene i lysestagen, og tager den i hånden. Hun sætter den fra sig på gulvet og åbner med besvær en gammel lem i gulvet. Nedenunder er der en støvet stentrappe. Hun går forsigtigt ned ad den, og kommer ud i det nederste rum i tårnet. Der står kun en gammel spand, en økse og en faldefærdig stol. Hun tager øksen og går ud i mørket. Hun hugger lidt brænde og laver et bål af det. Da ilden endelig begynder at blusse, sætter hun sig ved bålet og venter.Hun ser igen ud imod sletten. Hun venter igen, som hun har ventet hver eneste nat i syv år. Minderne overvælder hende som en flodbølge. Duften af sne i luften får hende til at se fortiden for sit indre blik. Det var en aften som denne, hvor efterår bliver til vinter, at hun havde mødt ham. Hun havde også dengang været her ved dette tårn. Hun havde samlet brænde og skulle til at gå hjem, da et enkelt snefnug var landet på hendes kind. Det havde været starten på den værste snestorm i lang tid. Hun var ikke engang nået halvvejs hjem, før sneen nåede hende til knæene. Hun var nødt til at søge ly i tårnet. Blæsten susede i det gamle tårn. Hun havde set ud ad vinduet, og ud over sletten. Og da havde hun opdaget noget mærkeligt. En lille prik havde bevæget sig ude i horisonten. Da den kom nærmere, kunne hun se, at det var en enkelt rytter på en sort hest. Hun havde knebet øjnene sammen for at se ham bedre. Hesten havde svært ved at ride pga. det tykke lag sne, og rytteren holdt sin kappe tæt omkring sig for at beskytte sig imod de hårde vindstød. Kvinden havde råbt til ham, og vinden havde båret hendes råb videre. Han så op imod hende i vinduet. Han steg af hesten og trak den efter sig op imod tårnet. Hun var løbet ham i møde, og havde trukket ham med ind i tårnet. Da så hun ham først rigtigt. Hun havde kunnet se, at han var kriger, for han havde både sværd og hjelm. Han havde en lang rød kappe på, som nåede ham næsten til fødderne. Han var høj, mere end et hoved højere end hende. Han var bredskuldret og så ud som om, at han var stærk som en bjørn. Hun havde pludselig mærket et stik af frygt. Hun blev bange for, om han ville gøre hende ondt. Men da han tog sin hjelm af, forsvandt al frygt, og den blev erstattet af underen. Manden havde de blideste træk, hun nogensinde havde set. Han havde rare, dybe øjne. Hans læber var store, og hans tænder skinnede hvidt som sneen omkring dem. Fra den aften var de altid sammen. De elskede hinanden.