Det hvide Slot

Martin og Stine er kærester. Det vidste alle og en hver. Ja faktisk hele byen. Martin og Stine var sammen hele tiden, efter skole, i frikvaterene, i weekenderne. Ja, der var stort set ikke et tidspunkt hvor de ikke var sammen. Martin og Stine boede ikke mere end 200 meter fra hinanden og det syntes de godt om. Det var en lille by Martin og Stine boede i faktisk var det den mindste by i hele Danmark. Derfor skete der ikke så meget. Hver dag efter skole gik Martin og Stine en tur, de gik og de gik, snakkede og snakke. til solen gik ned. Der var så meget at snakke om og så uendelig lidt tid at snakke i, det syntes de. Men en dag skete der noget underligt. Det var ude på en gå tur, Martin snakkede om, at det var så kedeligt at gå den sædvanlige vej. så de besluttede sig for at gå gennem skoven og ud til det gamle forladte slot hvor ingen turde komme, for der efter at gå tilbage. Stine var ikke helt glad ved ideen, men støttede dog op om Martins ide. De gik og de gik. faktisk tog det 1 helt time før de nåede til slottet. Det var en temmelig våd regnvejrs dag så der var godt overskyet hvilket gjorde, at der var ret mørkt. Slottet var stort og hvidt og temmelig forfaldent og også lidt forbrændt. Alle folk fra byen vidste at slottet stammede helt tilbage fra 17-hundredetallet og at der var en stor brænd i det hvor hele familien og tjeneste folkene døde. Mange fra byen sagde der spøgte. Martin havde også hørt det fra byens lokale dranker Mogens Bundert. Som tit fortalte spøgelses historier til Martin. Martin kunne godt li Morgens han var en venlig mand. Men hans forældre var ikke så glade for det. Martin spurgte Stine om de ikke skulle gå op til slottet og kigge gennem ruderne Stine vidste ikke helt om hun turde. Et eller andet i hende sagde hun skulle lade vær, men hun ville jo ikke skuffe Martin. Så gik de op og kiggede gennem ruderne.