Da jeg kom til verden, var det et mirakel for min mor og far. Jeg skreg og var helt umulig, jeg havde jo ligget trygt og varmt inde i mors mave, og så blev jeg skudt ud i denne grusomme og kolde verden sådan uden videre. Men de begyndte at holde om mig, varme mig og give mig mad. Med tiden lærte jeg at de der elsker mig er mine forældre, de vil tage sig af mig, trøste mig når jeg græder og hjælpe mig så godt de kan igennem livet.
”Først er de store som kæmper eller slagtere, og ved alt ligesom slagtere.”
Mens man vokser op er de forbilleder for en, ligesom en tegneserie helt, man ser op til dem på alle mulige måder, man vil være som dem. Man ønsker at de hele tiden skal rose en og opdage hvor dygtig og velopdragen man har været, man vil hele tiden lege og ønsker at være centrum for deres opmærksomhed, man vil være sammen med dem døgnet rundt.
”....Og vil alligevel bestemme, hvad der er det passende tøj, den rigtige musik eller hvem man bør indlade sig med i eftermiddagsberuselser og forsigtige nætters sødme”
Men en dag, er man pludselig vokset op og blevet en selvstændig teenager og glæden for forældrene er helt forsvundet, nu er de dem der lige pludselig skal bestemme alting over en, hvad man må og man ikke må . Man er i gang med at udvikle sig til en voksen, til at tage ansvar. Forældrene savner de gamle dage da man var lille, dengang man var sammen hele tiden og ens opmærksomhed hvilede på dem. Men vi vil ikke længere være et lille barn, vi vil ud i verden, stå på egne ben og være selvstændig. De vil bestemme over en og det bliver for meget, nogen gange vil man jo bare være for sig selv og det har de svært ved at forstå. De virker pludselig så gamle, som om alting er blevet for nyt og moderne for dem, de kan ikke følge med mere.
Det er gratis at oprette en konto