Kronik om burkaforbud og ytringsfrihed

Bilaget ”Burkabøvl” er en lederartikel i Jyllands-Posten d. 19.1.2010. Baggrunden bag artiklen, er den meget ophedede debat omkring den muslimske klædedragt, burka, i Danmark. I efteråret 2009 stillede regeringen en såkaldt burkarapport, fordi De Konservative havde nedlagt forbud om at bære burkaer. Men juristerne mente ikke at dette forbud kunne træde i kraft, så derfor stiftede Karen Ellemand et udvalg, der skulle finde ud af om burkaen repræsenterede et problem, der krævede politisk stillingtagen.

På baggrund af bilaget ”Burkabøvl”, kan jeg fremdrage tekstens hovedsynspunkt, som lyder på, at man ikke bør lovgive om folks påklædning i det offentlige rum, fordi det strider imod vores Grundlov. Men faktisk er der også et andet hovedsynspunkt, som lyder på at man ikke bør lovgive om folks påklædning i det offentlige rum, men inden døre skal man følge den påklædningskodeks der hersker på stedet.

I teksten argumenteres der sommetider via eksempler, som f.eks. linje 28, hvor der er givet eksempler på tilfælde, hvor det kan være en nødvendighed at fjerne bukaen. For at kunne dokumentere, at man er ejeren af buskortet, og at man er den sande identitet, når man står overfor paskontrollen, kan man jo ikke stå med et tæppe foran ansigtet, mener en ledende medarbejder på Jyllands-Posten, som har skrevet artiklen. Skribenten har valgt ikke at argumentere vha. retoriske spørgsmål hvilket gør, at læseren ikke selv skal spekulere så meget over teksten, men at læseren derimod får foræret det hele i form af informationer, der i stedet fremgår i teksten. Hvilket også vil sige at læseren er meget passiv i denne tekst. Skribentens måde at skrive artiklen på, kan sommetider virke negativ, da han til dels bruger negativt ladede ord som overflødigt, pinlig, håbløse, uklogt osv. Afsenderen er også meget kontant f.eks. linje 32 ”Sværere kan det ikke være”. Skribenten er sikker i sin sag og antyder dermed, at der ikke skal diskuteres om arbejdsgiverens beklædningsregler. Den selvsikkerhed skribenten er i besiddelse af, ville i nogle tilfælde kunne manipulerer folk, til at tro, at det skribenten argumenterer for er rigtigt, da han virker til at have styr på situationen. Læseren ville være i stand til at blive overbevist om, at afsenderens argumentationer er de ”rigtige”, og ville måske komme ud for, at ”glemme” sine egne argumenter – eller helt at skifte mening og argumentation. I linje 2, kommer skribenten med en mængdeargumentation, som lyder således: ”.. hvad der for den mere betænksomme del af befolkningen..” . Hvilket viser at en mængde af folk har samme synspunkt, og dermed godt kan påvirke læseren til at tro, at synspunktet så er det ”rigtige”, hvilket godt kan skabe et gruppepres. Skribenten har også valgt at bruge autoritetsargumentet, linje 11-12 ”Både Grundloven og.. ”. Skribenten bruger Grundlovens autoritet til at underbygge sit argument omkring burka-udvalgets opgave. Vi-er-alle-i-samme-båd-argumentet ses tydeligt i linje 19, ”Realiteten er, at enhver i dette land kan klæde sig nøjagtigt lige så fjollet som man ønsker, og ..” I dette argument kommer skribentens synspunkt rigtigt til syne. Med argumentet fortæller skribenten, at vi alle er i samme båd, og at vi alle har de samme rettigheder til at gå klædt som vi ønsker, og at ingen skal hindre os i det. Et eksempel på et ordvalgsargument, ses allerede i selve overskriften: ”Burkabøvl”. Dens innotative betydning er, at det står for noget der er besværligt. Dens konnotative betydninger er negative. Det negative i argumentet er, at bøvl kan være noget der irriterer en, noget man helst ville være for uden, det giver en masse vrøvl. I overskriften er der også bogstavrim, fordi ordet starter med samme bogstaver, burkabøvl – Hvilket gør at ordet virker stærkere og dermed fremhæver indholdet i ordet.