Gengæld: En personlig fortælling om familie

Selv en mus kan hjælpe en løve. Det sagde min mor altid, min storebror og jeg var oppe og slås. Jeg har altid været lille og svag, mens min storebror er høj og muskeløs. Han har altid irriteret mig og nogen gange gik han bare for langt. Min mor forstod aldrig, hvorfor vi ikke bare kunne være gode venner hele tiden. Jeg mener, vi var da venner, men når han gik for langt, fik jeg nok. Min mor troede altid, det var mig der startede, og jeg prøvede at forklare hende, at han irriteret mig. Men så ville hun bare sige, at jeg skulle lukke ørerne og ikke høre på hvad han sagde. Min storebror var ikke særlig klog og hadede skolen. Jeg derimod er altid blevet fortalt, at jeg har et eller andet mellem ørerne, og at det nok skulle komme mig til gode. Jeg studerer nu på Videregående uddanelse som markedsføringsøkonom og jeg bor i en lille lejlighed inde mit i byen, og har en dejlig kæreste. Min bror derimod droppede ud af gymnasium, da han ikke forstod, hvorfor han skulle blive ved med at sidde på en skolebænk. Han kom nogle gange og spørger, om han ikke må låne et par 'tusser' på ubestemt tid. Han hængte ud med de forkerte typer og lavede de forkerte ting. Han sov i en trailer sammen med sine 'gutter' og han smed penge væk til stoffer. En dag fik jeg en opringning fra min bror, som sagde han var kommet i fængsel for narkohandel. Han spurgte om jeg ikke kunne få ham ud herfra, og det lød faktisk som om han var bange. Selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej, så da jeg kom ind på politistationen førte de mig ned til celle 33. Der så jeg ham siddende i en orange kedeldragt med hovedet mellem hænderne. Jeg gik lige så stille ind til ham og satte mig på sengen. Han kiggede op på mig og jeg kunne se at han var blevet slået. ” De er så voldlige herinde. Mit ansigt gør ondt.” Jeg lagde min arm om ryggen på ham. ” Jeg skal nok betale din kaution for dig.” Sagde jeg efter et stykke tid. ” Men kun hvis du begynder på din uddanelse igen og får et arbejde.” Sluttede jeg af med. ” Tro mig, det her har jeg lært af. ” Sagde han med et smil på læben. Jeg grinede lidt af hans kække bemærkning, men rystede så på hovedet. Jeg troede, aldrig at jeg ville få et godt forhold til min bror igen, men det var som om at sidde i fængsel, virkelig fik ham på det rigtige spor. Jeg havde aldrig troet at det var mig, som skulle hjælpe min bror ud af fængslet. Mig den lille mus, som ikke kunne slå igen. Men jeg må indrømme, at det var da lidt fedt at være den 'store' i det lille øjeblik. Men som min mor jo altid sagde, selv en mus kan hjælpe en løve.