Titlen er plastic solen, digtet er skrevet af Michael Strunge. Det er skrevet i 1981, i digtsamlingen ”Vi folder drømmens faner ud.” Michael Strunge led af mani depressiv (psykisk sygdom)Det er et prosadigt, fordi der ikke er nogen rim i digtet. Digtet er meget trist. Min første oplevelse af digtet er at det er meget underligt, det er mange ”døde” ting som får menneskelige egenskaber. Digtet er meget svært at forstå, og det giver ikke rigtig mening.
Digtet er delt op i en stor strofe med 21 vers. Linjerne i digtet er meget ensartet. Digtets opstilling giver et indtryk af at digtet er kort, men når man læser det føles det langt.
Børn. Gaderne er fyldt med blinde børn.
Byen. Det blæser koldt gennem byens tomme kranium.
Himlen. Ting falder ned fra himlen: radioer, pilleglas, aviser, sæbe og splintret glas.
Skoven. Rundt om i byen ligger skoven og gærer af gift og medicin.
Ung mand. Mellem to tårne går en ung mand på en udspændt line.
Fugle. Ind over de bedøvede huse trækker store mågeflokke ud over det golde, lunkne hav.
Solen. Plasticsolen gløder som et betændt øje stråler af jod blinder indbyggerne.
Asfalt. Dybt i coma sover asfalten dækket af blå sne: belyst af TV ruderne.
Det er gratis at oprette en konto