Moderne skønhed er et digt skrevet af Michael Strunge i 1982.
I digtet moderne skønhed stilles kontrasterne natur og kultur tydeligt op mod hinanden. Til dette benytter Michael Strunge sig af farver og sit anderledes syn på hvad skønhed er.
Digtet er lyrisk, da der ikke er noget egentligt handlingsforløb, men derimod udtrykkes tanker, sanseindtryk, stemninger osv.
Der er ikke et bestemt system i digtet. Det er delt op i 9 strofer, med et forskelligt antal vers i hver. Der er heller ingen rim i digtet, som man oftest ser i prosa.
I flere af stroferne kan man finde eksempler på at Michael Strunge sætter objekter fra naturen sammen med objekter fra kulturen, så det bliver en enhed. regnen er så smuk, når den ligger på asfalten, badet i neon (str. 1, v. 1 og 2). Regnen er altså smuk, fordi man ser neonfarver i det. Disse farver kunne være fra benzin, eller fra neonskiltene i byen.
Vandets cyklus i springvandet (str. 5, v. 1). Vand er natur, og springvandet er menneskeskabt. Et springvands cyklus. Er det det samme vand hele tiden? En ond cirkel?
Her ses modsætningerne natur og kultur tydeligt.
Som sagt, spiller farverne en stor rolle i digtet. Der er både nævnt positive og negative farver. Træerne står som træer står, langs vejene, gaderne, søerne, hvor ænder sejler over byens store spejl, af bølgende lysende farver og former. Disse farver kan både forstås naturligt og som forurening. Vandet har naturligt en farve, som også kan ændres af sollyset. Farven kan dog også stamme fra forurening. Formerne kan også forstås på begge måder; naturligt og noget menneskeskabt. En sø har naturligt nogle former, men da denne sø ligger inde i byen, kunne man forestille sig at den kunne være firkantet med springvand og vandfald osv.
Det er gratis at oprette en konto