… For hvert skridt han tog, kunne man se hans ansigt fortrække sig i smerte, modvilligt, som ville han ikke give efter for smerten - ikke give op. Han faldt sammen på jorden igen - tænkte et øjeblik på, hvor meget et liv kan ændre sig på et par måneder. Han prøvede at rejse sig, men kunne ikke, han måtte hvile sig, om ikke andet så bare for et par sekunder. Han lukkede øjnene og lod minderne indhente ham, minderne om, hvor perfekt hans liv var for bare 3 måneder siden.
Det er tidlig efterår, solen skinner, og luften er mild, alt synes at være perfekt. Man kan se en mand køre forbi, man kan se på ham, at livet kører for ham. Han har en lækker dyr bil, han er iført et sort jakkesæt, og håret er redt tilbage med gele. Han smiler og alt ved ham udstråler selvtillid og selvtilfredshed. Han kører op foran en stor ny bygning, glasvægge og adskillige etager. Man ser ham gå ind, smile til receptionisten, alle synes at vide hvem han er. Han går selvsikkert hen til elevatoren og trykker på knappen, venter et øjeblik, så åbner elevatordørene, et par mænd i jakkesæt træder ud efterfulgt af en dame, der tydeligvis er lidt ubekvem ved situationen, hun skynder sig væk fra mændene med jakkesæt. Manden, vi følger, tænker ikke nærmere over det, han går bare ind i elevatoren og trykker på den øverste etage. Elevatoren siger en kort ”kliing”-lyd og dørene går op igen, han har nået sit mål. Han går med raske skridt ud af elevatoren og drejer til højre, fortsætter ned til enden af gangen, hvor der er en dør, han åbner døren og går ind. Inde på kontoret får han at vide, at direktøren ønsker at tale med ham omgående, det er meget vigtigt. Manden stopper ikke og tænker et sekund. Han fortsætter bare ud af døren igen og hen til direktørens kontor. Han banker høfligt på og hører et bestemt ”Kom ind!”
Det er gratis at oprette en konto