Forældre igennem livet og tiden

Da jeg var helt lille var mine forældre mine største helte, selvfølgelig lige efter supermann og batmann. De var der hele tiden for en, hvis man havde faldet og slået sig fordi bolden trillede for hurtigt, eller fordi søster og jeg havde gynget alt for vildt, og der var kommet huld på knæet. Straks var de hos mig, hjalp mig så godt de kunne. Dengang hvor det ikke var pinligt at få farvelkys af sin mor, foran hele klassen. Der var som sagt intet der var pinligt eller noget som helst, at man var bange for. Altså kun lige monsteret under ens seng, men så kom mor eller far og skræmte dét væk, så man igen kunne falde til ro med en af mors godnat historier. Man skulle ikke tænke på at få hjælp af sine forældre til dumme og trælse skole afleveringer. Det eneste man skulle have hjælp til af sine forældre var bare og få tegnet solen rigtigt på tegningen så den kunne skinne over hele landsbyen på én gang. Jeg tænkte lidt tilbage på et tidspunkt hvor jeg synes mit forhold til mine forældre lige pludselig ændrede sig, uden jeg egentlig selv vidste, eller lagde mærke til det. Det var en dag i fjerde klasse og mor skulle til af aflevere mig oppe ved vejen til skolen. Jeg så drengene (mine venner) stå et stykke nede ad bakken til skolen, men derfra kunne de lige præcis alt hvad der skete inde i bilerne, det var en lille leg vi havde begyndt dagen før, så selvfølgelig vidste jeg hvad de havde gang i. Mor skulle til at kysse mig farvel, præcis ligesom de andre dage, men jeg strittede imod og gik ud af bilen og sagde 'Vi ses mor, jeg kommer jo bare hjem med bussen klokken 13, vi ses' og smækkede bil døren i. Mor sad bare og gloede, men efter et par sekunder to hun armen op og begyndte at vinke farvel. Jeg ved ikke hvad der skete, altså jeg skulle i hver fald ikke kysses af min mor imens mine venner så på. Det var er et tidspunkt i mit liv jeg tænker tilbage på så snart jeg hører 'Forandring til forældre' . Men jeg blev ældre og årende gik, jeg kom i sjette klasse og vi begyndte så småt at blive teenagere. Jeg begyndte at svare lærer igen i skolen, men værst gik det nok over for mine forældre. jeg gjorde underlige ting som jeg aldrig plejede at gøre, smed skraldet på bordet, selvom skraldespanden stod lige nedenunder. og jeg fik af vide at jeg skulle gøre som de andre, altså smide det i skraldespanden. De blev mere og mere irriterende, de gav mig flere pligter og jeg havde ikke tid til det.. jeg skulle være sammen med mine venner, og vi skulle til fest og den slags. De begyndte at bestemme for meget efter min mening, men måske var det bare mig der blev mere og mere vanskelig at styrer med tiden. Jeg ville have lige det tøj jeg kunne lide, men det syntes mine forældre jo selvfølgelig at det var ikke noget for mig, og det ville ikke klæde mig, så de begyndte også at ville bestemme over min tøjstil. Men de gav op jeg fik min vilje, jeg måtte selv bestemme det meste, dog med et par faste regler i ny og næ. Og nu lever jeg et skønt liv, men stadig inderst inder er mor & far stadig mine største helte her i livet, og det vil de nok altid være.