En søsters mareridt

”Herovre! Hun ligger her!” Jeg kæmpede for få øjnene op, imens jeg blev blændet af et skarpt lys i det fjerne. Da jeg prøvede at rette mig op, mærkede jeg det våde sand under min håndflade. ”Er du okay? Kan De høre mig?” Jeg opgav at åbne øjnene da lyset forsatte med at blænde mig. Kolde hænder blev pludselig grebet om mine ankler og håndled, jeg slog øjnene op og begyndte at skrige. ”Alexandra! Giv mig Alexandra! Slip mig, forfanden!”. Jeg vred mig voldsomt ud af deres greb, slog hovedet ned i en stor sten og mistede bevidstheden.

Jeg vågnede langsomt op i et lille rum, det første jeg lagde mærke til var en mørk skygge bag de hvide persienner. Efter få sekunder åbnede døren ind til rummet sig. En mørkhåret slank kvinde klædt i en mørkegrå højtaljet nederdel med split i højre side, kom gående ind af døren. Bag hende kom en mand i jakkesæt trædende, med en kuffert i venstre hånd. Jeg rettede mig op af væggen og så fortvivlet op dem. Kvinden strøg alt håret bag ørene og satte sig foran mig. ”Sarah?”, jeg kiggede på hende. ”Hej, jeg er Christine Henriksen… Du er blevet fundet bevidstløs på en strand, og lige nu skal du fortælle mig alt du kan huske.” Jeg tænkte slet ikke over hendes spørgsmål, jeg sad bare og kiggede hende i øjnene. Pludselig blev alt utydeligt og det begyndte at flimre for mine øjne, Christine og manden bag hende forsvandt, og da så jeg pludselig Alexandras ansigt, skrigende om hjælp, jeg kunne høre hende råbe mit navn. ”Sarah.. Sarah!”. Christine tog fat i mine overarme. ”Sarah! Hvem er Alexandra?!”. Hun kiggede mig alvorligt i øjnene og fortalte langsomt at jeg konstant sagde hendes navn, jeg forklarede hende at det var min lillesøster. ”..De tog hende, de rev hende ud af mine arme!” Christine fulgte mig ud af det lille lokale og mens vi trådte ned af en oplyst gang, så jeg at flere personer stoppede op for at kigge mig i øjnene med medlidenhed, bl.a. en læge fulgte med os. Imens jeg havde været væk, var mit hoved blevet bundet ind i forbinding, og jeg var forfærdelig øm omkring kindbenene. ”Sæt dig her, Sarah”. Jeg satte mig ned, Christine satte sig på den anden side af bordet. Hun bedte mig om at fortælle hende alt jeg kunne huske. Jeg vidste ingenting, jeg huskede intet.. Kun Alexandra. Nu kunne jeg mærke smerten i baghovedet ” Hvor er Alexandra?”. De svarede ikke på mit spørgsmål. ”Sarah, du er nød til at fortælle os hvad...” Jeg slog mine hænder ned i bordet ”Jeg kan ikke huske noget! Fatter i det ikke snart?! Jeg vil bare have Alexandra tilbage!”. Jeg lagde hovedet ned i mine hænder og brød ud i gråd. Det begyndte at flimre for øjnene igen og jeg hørte Alexandras stemme igen, hun skreg efter mig.”Nede på stranden” Christine kiggede alvorligt på mig ”Hvad sagde du, Sarah?”. Det var det eneste jeg huskede. ”Vi gik hånd i hånd på stranden.”