Jeg ved som i den givne tekst, at ventetid faktisk er det værste man kan udsætte et menneske for i nogle sammenhænge. Dog har jeg haft en oplevelse der måske ikke så meget omhandler det moderne menneske men mere det følsomme menneske. Jeg synes ventetid er godt i det man tænker og funderer over tingene imens man venter. Men ligeså snart man har tænkt og man er afklaret med sig selv er ventetiden ikke særlig sjov. Man bliver faktisk direkte utålmodig og irriteret.
Om morgenen når jeg vågner og indser at aldrig igen skal jeg høre din stemme sige godmorgen skatså græder jeg når jeg står ud af min seng og indser at aldrig igen skal jeg stå op for at tilbringe dagen med dig så græder jeg når jeg tager toget et sted hen i landet og indser at aldrig igen skal jeg tage toget med dig så græder jeg når min telefon ringer og jeg indser at det ikke er dig at jeg aldrig igen skal høre din stemme igenså græder jeg når jeg hører ordene "jeg elsker dig" og indser at aldrig igen skal jeg høre dig sige de ord så græder jeg
når jeg går i seng om aftenen og indser at aldrig igen skal jeg skal jeg høre din stemme sige godnat så græder jeg
Det er gratis at oprette en konto