Paa Sneen af Emil Aarestrup

Digtet 'Paa Sneen', der er skrevet af Emil Aarestrup, er fra det 18. århundrede. Digtet indeholder 10 strofer, som hver er på fire linier, og omfatter temaer som erotik, splittelse oig forelskelse. Gennem hele digtet er det tydeligt at Aarestrup bruger krydsrim. Hver anden linie rimer som f.eks. disse to linier fra samme strofe: "Hvor Sneen laae, den hvide" og "Jeg saae dig hastig skride". Digtet er en smuk lyrisk fortælling, der stammer fra romantismen, som skildrer en mands næsten uimodståelige trang og lyst til at følge sine instinkter og glemme alt om hvad der er rigtigt og forkert. Aarestrups 'Paa Sneen' er et meget æstetisk digt, hvilket peger i retning af romantismen. Forfatteren bruger mange meget æstetiske udtryk og beskrivelser gennem hele digtet, hvilket giver det en meget livagtig følelse. Dette ser vi et eksempel på i strofe 2, hvor Aarestrup skriver: "I eventyrlig Skjønhed, Krystalklar, straalte Staden, Og som et magisk Luftsyn Blændede Slotsfacaden". Alle disse beskrivelser er med til at skabe en utrolig stemning i digtet, og det er næsten som at være der selv. Overordnet handler digtet om det erotiske samspil mellem en mand og en kvinde. Især mandens fascination af kvinden er tydeligt beskrevet. Det kan ikke læses direkte i digtet, at det omhandler en mand og en kvinde, men det kan antages gennem Aarestrups beskrivelser af eksempelvis den formodede kvindes beklædning. Det er nærmest som om jeg'et forguder denne kvinde når Aarestrup bruger æstetiske beskrivelser i jeg'ets tanker som f.eks. "Dit Aandepust, usynligt Ellers som rosenduften, Nu strømte gjennem Sløret En Sølvsky ud i Luften". Digtet's handling foregår om vinteren, og det er også denne årstid, der har givet det navnet "Paa Sneen". Titlen siger egentlig ikke så meget om digtets handling i sig selv, men hele handlingen udspiller sig jo 'på sneen', så på den måde har den meget med digtets handling at gøre. Digtet 'Paa Sneen' kan deles op i to dele. Den første del består af de første 4 strofer, hvor jeg'et betages og fascineres af kvindeskikkelsen. Denne kvinde beskrives som værende underskøn, og jeg'et forestiller sig hvor dejligt det må være at være denne kvindes beklædning; "om dine hænder vandt sig Muffen, den lykkelige, og om dit Knæ jeg hørte