Der var engang en stor og ulykkelig snegl. Den boede i en lille landsby ude på landet. Her levede den med sin Far sin Mor og dens 47 søskende. Men sneglen var så ulykkelig. Den følte sig anderledes, og sær. Den var nemlig meget større end alle sine venner. Faktisk var den den største snegl i hele byen, ja endda i hele landet! Sneglen var den yngste i søskendeflokken, men alligevel var den for længst vokset sin ældre søskende over huset. Sneglen var så trist, og gik og sukkede: ”Bare jeg var en lille snegl. Bare jeg var som alle de andre!” Men sneglen blev ved med at være den største snegl. Den ragede altid et halvt hus højere op end de andre, den blev altid fundet først når den legede skjul med de andre snegle henne i skolen, og det var altid dens slimspor der var størst, bredest og mest slimet. Selvom de andre snegle snakkede med den og legede med den, følte den altid den ikke hørte til. Så en dag havde sneglen fået nok, den bestemte sig for at vandre ud i verden for at finde lykken. Den pakkede hurtigt sin rygsæk, sagde farvel til sine fader, moder og søskende, og drog så ud i verden. Den vandrede land og rige rundt, for at finde et sted hvor den passede ind. Den nåede flere forskellige byer, men alligevel, var der altid nogen der fik den til at vandre videre. Sneglen blev mere og mere trist, til sidst troede den næsten ikke, at den ville blive lykkelig. Alligevel blev den ved med at vandre. Efter lang tids vandring kom den endelig til en by, der lå langt ude på landet. Byen var helt øde, da sneglen gik igennem den. Men da den kom forbi et gadehjørne, hørte den en hvæsen, og sneglen gik hen til den gyde, hvor lyden kom fra. Nede for enden stod 7 store sorte baggårdskatte. De stod i en halvcirkel om en fortabt lille mus. Og lige da kattene skulle til at kaste sig over musen, løb den alt hvad den kunne op til sneglen. ”Kære lille snegl, lad mig gemme mig i dit hus?” Bad den med pippende lyd. Sneglen blev så glad, da musen kaldte den for en lille snegl, at den med det samme kunne lide den, og lod den gemme sig i sit hus. Kattene løb forbi, uden at opdage hvor musen blev af. Sneglen vandrede videre ud af byen, og da den var kommet et godt stykke uden for byens mure, kravlede den lille mus af sneglens hus, og gik ved siden af sneglen. Kære lille snegl, du har reddet mig liv. Som belønning vil jeg give dig 3 ønsker! sagde den. Sneglen tænkte ikke længe over sit første ønske, og sagde så: ”Lad mit hus blive lille!”, og straks skrumpede huset, og blev mindre og mindre. Det var ét ønske!, sagde musen. Nu har du to tilbage! ”Lad mig blive lille!”, sagde sneglen, og skulle heller ikke denne gang bruge lang tid for at bestemme sig. Og straks som sneglen sagde det, skrumpede den, og blev mindre og mindre, til den til sidst var så lille, at den passede til dens lille nye sneglehus. ”Det var så dit andet ønske. Nu har du ét tilbage”, sagde musen igen. Sneglen gik lidt, og tænkte på hvad den skulle ønske sig som det tredje og sidste ønske. Til sidst sagde den: ”Kære mus. Jeg ønsker mig som mit tredje ønske, at jeg vil leve lykkeligt til mine dages ende.””Det er et godt ønske!”, sagde musen. Og i det samme voksede sneglen. Den voksede, og voksede! Til sidst var den lige så stor som den var før. Det forstod sneglen ikke helt, og spurgte musen hvorfor, at den var blevet lige så stor, som den altid havde været. Da kiggede musen på sneglen, og sagde: ”Tror du virkelig, at du kan blive mere lykkelig af at være en, du ikke er?” Der gik det op for sneglen, at den kun havde haft øje for sine fejl, og glemte sine skønheder. Så blev sneglen så glad, at den tog den lille mus med hjem, hvor de giftede sig. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Det er gratis at oprette en konto