En elvers venten på kærlighed

Kære Anja. Hvordan går det? Jeg savner dig, men sådan er det jo at bo så langt væk. Jeg håber at du har det godt. Kan du huske Morten? Han har lige fået en kæreste. Det får mig til at tænke på os to. Mortens kæreste er slet ikke så slem. Hun er flink, og venlig. Og hun ved hvordan det kan være, at være adskilt. Jeg savner dig. Forresten: Hvordan har Manda det? Din slange altså? Jeg tør vædde på at hun har det godt. Hun er jo hos dig. Jeg har fundet en måde at sende beskederne på, i stedet for at vente en uge på det. En trubadue. Du ved, en af de meget sjældne fugle. Jeg fangede en i går, og syntes at jeg kunne sende dem med den. Tag det roligt, den vender hjem til mig. De knytter sig til de nærmeste. Jeg fortæller dig det, så du ikke bliver forskrækket når der pludselig sidder en fugl i dit vindue. Jeg er stadig træt af alt det mellem mennesker, og elvere. Hvorfor må de ikke holde af hinanden? Der er ikke så meget at gøre ved det. Hilsen

Den unge elver pakkede beskeden sammen, og bandt den til foden af trubaduen. "Flyv. Flyv med vinden og bring min besked til hende," sagde han. På den ordre fløj fuglen afsted. Den fløj gennem skoven, mod de høje bjergtinder. For over bjergene ventede Anja. En af de kønneste mennesker. Fuglen fløj sikkert hen over trækronerne, og over græsmarkerne, forbi vandløb, og op mod tinderne. En kraftig vind blæste fra øst, og var tæt på at sætte fuglen ud af kurs. Men den fløj videre, og videre. Endelig, en dag efter, nåede den til den lille landsby. Den spottede et lille hus med en køn ung pige i vinduet. Anja kiggede ud på landsbyen fra vinduet. Hun ventede på at beskeden skulle komme. Pludselig fløj en trubadue hen til hende. "Jamen dog. Hvad laver du her? Du er da langt hjemme fra," sagde hun. Fuglen pegede med sit næb mod beskeden. "Til mig?" spurgte Anja forundret. Den nikked. Hun bandt beskeden op, og læste. "Åh, Endahl din tossede elver. En smart måde må jeg sige, men stadigvæk. Nå ja, han ved vel hvad han gør." sagde hun og grinte lidt for sig selv. Hun gik over til sit skrivebord, tog noget parkement frem, og begyndte at skrive. Kære Endahl Jeg er imponeret, og forbavset over at du fangede en trubadue. Meget flot. Jeg har det fint, men du mangler stadig. Jeg mangler dig. Jeg savner dig. Og du har ret, Manda har det fint. Hun spiser godt, og er stadig lige smidig og køn, som hun var sidste gang du så hende. Det glæder mig at Mathi har fundet sig en partner. En god en for en gangs skyld. Og jeg takker mange gange for den ring du sendte mig. Jeg bruger den hver gang når jeg skal forsegle et brev. Far har spurgt hvor jeg har fået den fra. Jeg svarede: Jeg fandt den i skoven. Og det er jo ikke helt lyv. Besked løbeern kom jo i skoven, kan du huske det? Jeg lo over det i en hel uge. Jeg tror at far, og mor har mistanke om noget med os. Eller i hvert fald tror at jeg er bindegal. Sådan rigtig gak gak. Heh, men de må tro hvad de vil, så længe at de ikke ved noget om os to. Jeg holder stadig af dig, og jeg syntes også at det er dumt med den lov. Hvorfor mon den er der? Hav det godt. Din Anja Hun pakkede beskeden sammen, og bandt den til trubaduens fod. Den lettede, og begyndte hjemrejsen. "Åh altså Anja. Selvfølgelig husker jeg det. Og hvordan kan dine forældre tro at du er skør?" lo Endahl da han læste beskeden. Han gav sig til at skrive igen. Kære Anja . Åh, hvor du da stadig kan få mig til at le. Jeg kan ikke forstå at dine forældre kan tro at du er skør. Jo, måske: Skør af kærlighed. Og det er godt at høre fra dig igen. Og det er godt at høre at du bruger ringen. Måske skulle du starte med at forsegle brevene her med den? Så har jeg dog et lille minde fra dig. Jeg er enig med dig. Mathi har haft sine kronede dage, men de er forbi nu. I går var min fader tæt på at opdage de breve jeg gemmer. Men han opdagede dem heldigvis ikke. Så det er stadig vores hemmelighed. Og jeg håber at det vil det blive ved med at være. Min moder er ved at blive bekymret for mig, p.g.a min opførelse. Hun syntes at jeg opføre mig mærkeligt. Hun kan tænke hvad hun vil. Min fader syntes at jeg skal melde mig ind i hæren. "Jeg kan ikke slås," sagde jeg så. Han sagde at så kunne jeg i hvert fald blive læge blandt dem. Jeg nægtede det. Jeg vil ikke hjælpe med i krigen mod menneskene, eller mod nogen andre. Jeg vil hellere have fred. Hvad syntes du? Må din sti være grøn og sikker. Din Endahl Igen som han havde gjort det så mange gange før, pakkede han beskeden sammen, og gav den til trubaduen. Og den fløj videre... "Åh nej. Er det virkelig sandt, min Endahl?... Hm... Det minder mig om noget, som jeg sikkert hellere må skrive til ham." sagde Anja for sig selv efter at have læst brevet. Hun skrev en ny besked til ham. Kære Endahl Jeg ved ikke hvad det er galt nu. Men en god idé vil være at fortælle dig det: Min far har tænkt sig at være væk i lang tid. Han har ikke fortalt hverken mig eller mor om det. Jeg er bekymret Og hvordan havde din far tænkt dig at du skulle i hæren? Han ved godt at du vil have fred, ikke? Min mor sagde at jeg måske skulle være sygeplejer i hæren. Nej tak! Jeg vil hellere være hjemme, og kukkelure. Jeg vil hellere have fred end at hjælpe nogen med det her blodbad. Åh gud... Far er lige kommet hjem. Han har været med i krigen! Han ligner noget der er trukket op af Helvede selv! Jeg må desværre gå nu. Min far har brug for mig. Hav det godt. Din Anja Hun pakkede hurtigt meddelelsen sammen, og gav den til trubaduen. "Anja? Anja, hvad laver du derinde?!" Hendes far åbnede døren, og så trubaduen. "Hvad i alverden....?!" Han fangede fuglen, og begyndte at pakke sedlen op igen. "Far! Nej lad være!" Anja prøvede at tage den fra ham, men for sent. "Hvad i...?! Hvad har du gang i tøs?!" Råbte han. Tåre strømmede ned af den stakkels unge piges ansigt. "Jamen... jeg elsker ham far..." græd hun. "Jeg er fuldstændig ligeglad med om du elsker ham! Du sender ikke mere til den charlatan af et elver afskum!" Så gik han ud af værelset i vrede og tog fuglen med sig, der skreg af angst. Anja smed sig ned på sin seng, og græd. Hun ville aldrig mere få noget at vide fra sin elskede.