Efterårsaften

Men ude over sletten rusker vinden i træerne og de tørre visne rødorange blade hvirvler rundt ved skovbrynet. Træernes grene banker voldsomt mod tårnets gamle mure. Solen er for længst gået ned, mørket er faldet på, og himlen er nu dækket med tunge, grålige skyer. Det blæser op. Kvinden kan mærke, at den hårde vinter langsomt kommer krybende. Hun lader sine mørke livløse øjne spejde ud over sletten, indtil de hviler på en mørk skikkelse, der kommer nærmere i høj fart direkte mod det gamle tårn. Det giver et gib i hendes magre krop.

Hun læner sig imod murkammen, og kniber øjnene sammen for at se bedre. En enlig rytter kommer frem fra den tykke tåge. Han kommer ridende på en stor flot sort hest, med en lang svingende hale, der pisker mod dens ben. De eneste lyde er hestens hove, der slår hårdt mod jorden, og den tunge prusten, og det eneste klare lys, der er tilbage, er de få stjerner der hænger på himlen. Lydene bliver højere og højere jo tættere hesten kommer på hende. Hun kan se, at rytteren er en kriger, han er iført sorte elegante langskaftede støvler, der næsten går ham til knæene, en stramtsiddende grøn uniform og et langt skinnende gevær hængene over skuldrene. Det er den nøjagtig samme uniform, som han bar den dag han tog af sted, men nu ser den støvet og laset ud. Nu ser hun ham først rigtigt. Det er ham, hendes elskede, hendes mand, hendes soul mate. Hendes øjne bliver store og lyser op af glæde, hendes hjerte slår et ekstra slag, varmen breder sig hurtigt i hendes krop. Hun kan ikke vente med at være i hans arme igen, kigge ind i hans dybe brune øjne, indånde hans duft, høre hans mørke rolige stemme. Men lige da han er ved at være fremme ved tårnet, forsvinder han langsomt væk, som dug fra solen. Hun kalder på ham, igen og igen. Hun presser sin stemme til det yderste, men der kommer intet svar. Hun sukker. Det er det samme syn hun møder hver aften. De seneste ti år har hun siddet og stirret tomt udover sletten og ventet på, at han skulle komme hjem fra krigen. Hun venter stadigvæk. En tåre triller stille ned ad hendes kolde hvide kind, og den bliver hurtigt til flere. Nu husker hun det hele.