Oplysningstiden og Ludvig Holbergs 'Erasmus Montanus'

Oplysningstidens historie og Erasmus Montanus af Ludvig Holberg

I 1700 tallet går Danmark ind i den litterære periode oplysningstiden. I oplysningstiden ændres der generelt et karakteristisk syn på mennesket og tiden er i stor kontrast til Barokken. I barokken handlede alt om enevælden og hvorvidt enevælden kunne illumineres igennem litteraturen. Omkring 1759 begyndte man at have andet syn på dette, i stedet begyndte mennesket at interessere sig for selve fornuften. Der blev sat stort spørgsmålstegn hos kirkens svar på menneskets oprindelse; den overlevede viden som der ikke findes nogen logisk forklaring på. I stedet søger man forklaring, som kan afprøves videnskabeligt samt logisk – man ønsker at finde rationelle svar. Magt institutionerne, som primært er enevælden og kirken begynder derfor i denne tid at kritiserer gevaldigt. Religion og overtro sættes op imod fornuften og naturvidenskaben. Rationalisme er et brugt ord inde for oplysningstiden, rationalisme betyder fornuften. Hvilket er det hele oplysningstiden bygger på. I stedet for at lytte til magt institutionerne skal man i stedet lytte til sin egen fornuft, forholde sig kritisk og ikke mindst tænke selv. Under oplysningstiden spirede flere forfattere, men en af de mest kendte forfattere for denne periode er Ludvig Holberg. Ludvig Holberg er født i 1684. Hans første værker udkommer i 1711 og i løbet af ti år får han understreget sin opfattelse af rettens grundlag, som i hans tilfælde udelukkende bygger på fornuftens principper. I starten af tyverne begynder han i stedet at skrive skønlitteratur. Han finder det mest interessant, at skrive for teatret – hvilket giver et resultat på 25 skrevne komedier. Hans komedier er primært karakter komedier, hvor han går i dybden med hovedpersonens karaktertræk. I stort set alle hans stykker viser han sit publikum konsekvenserne af hovedpersonens handlinger. En af hans kendte komedier er ’Erasmus Montanus’. En komedie der omhandler en af de problematikker som fandt sted under oplysningstiden. I komedien optræder en konflikt med Rasmus Montanus – universitets studerende i København og landsbybeboerne i byen, hvor Rasmus Montanus er opvokset. Da Erasmus Montanus kommer på besøg i landsbyen begynder han at blære sig over for sin familie og resten af byen, om at jorden er rund. Dette skræmmer hele landsbyen, da de fra den kristne tro ved og med deres egne øjne kan se at jorden er ’flak’. Den konflikt bliver større og større indtil en løjtnant udefra kommer og belærer Erasmus, underforstået nærmest tvinger han ham til ydmygt at ’erkende’ at jorden er flak. Holberg ønsker at udstille Erasmus i komedien, som ’tumpen’ i og med det er ham vi griner ad, da han er så komplet grotesk. Erasmus har egentlig alle sine argumentationer i orden, men hans storm af selvtillid og mangel på respekt ødelægger det hele. Holbergs budskab er derfor ikke, at der er synd for Erasmus, i stedet er det et budskab om, at det er ikke nok at være intellektuel, hvis du ikke kender dig selv. Erasmus Montanus bruger sin viden til, at hæve sig over dem, han en gang var på lige fod med. Han glemmer at forholde sig kritisk til sig selv og bruge den generelle fornuft mennesket er skabt med, ifølge oplysningstiden. Jeg mener at Holbergs rationalistiske holdninger kommer tydeligt til kende, da han understreger at det er fornuften som Erasmus har tabt bag sig.