Man er som helt lille meget imponeret af sine forældre, man ser op til dem og føler sig trygge ved dem. Som barn er man også meget afhængig af sine forældre. Man har brug for dem til at tage sig af sig. Ens forældre er nogen man kan være tryg ved og nogle snakke med om sine oplevelser og så meget mere.
Når man er lille er man stolt af sine forældre, for der er ingen der er klogere end mor, eller stærkere end far. Mor og far ved alt og kan alt. Sådan var det bare. Da som lille pige gik sammen med mor eller far på gaden spurgte jeg ofte: ”Mor, hvad er det?” eller ”Far, hvad skal det bruges til?” og så ville de altid have et svar til det. Så på den måde, er ens forældre med til at give os viden. Vigtig viden som vi bruger i livet og som forbereder os på den store verden.
På en måde er mine forældre med til at gøre mig til menneske. De giver mig en nødvendig viden, som jeg kommer til at bruge senere hen i livet.
Når man bliver lidt ældre og kommer i puberteten, bliver man mere og mere uafhængig af sine forældre, man begynder at stå mere og mere på egne ben. Mange teenagere mener at deres forældre ikke forstår dem. For de må ikke gå med det tøj, ikke bruge det make-up og de må ikke gå sammen med nogen bestemte personer. Er det i orden at sige det til sit barn, det barn som de har sat i verden?
Det er gratis at oprette en konto