Analyse af Henrik Dahls kronik 'Litteris et artibus'

I ”Litteris et artibus” ser sociologen Henrik Dahl med nye øje på først og fremmest social mobilitet, men også på hvordan vi ser hinandens og vores egen identitet. Han påpeger en stigende tendens til at se ned på lavere sociale klasser samt en manglende respekt for disse livsformer.

Dahls hovedpointe er at der bag ønsket om at ændre andres tilværelse, bliver nødt til at ligge en disrespekt for deres nuværende tilværelse. ”Den dag indså jeg hvor problematisk antagelsen om, at man skal bryde den sociale arv, i grunden er. For den bygger på yderligere antagelse: at nogen typer af tilværelse slet ikke er værd at leve” Med disse ord stiller Dahl spørgsmålstegn ved den sociale mobilitet, som i mange år har været en af vores velfærdstats fornemmeste opgaver at gøre mulig. Forfatteren spørger retorisk om kampen for velfærdsstaten ikke også gik ud på at alle livsformer er værdige.

Dahls bruger sin egen familie som eksempel på den udvikling, samfundet er gennemgået med hensyn til generationernes uddannelsesgrad. Han står på talerstolen i fagforeningen Specialarbejderforbundet i Danmark og vil hylde Michael Lyngsie for hans kamp for velfærdsstaten ved at fortælle om sin egen families karriere og uddannelse de sidste tre generationer. Hans mormor og morfar var specialarbejdere, men hans mor blev akademiker som en sand mønsterbryder. Selv fulgte han trop og blev sociolog, mens hans to søskende også er i gang med en lang, videregående uddannelse. Mens han fortæller, hvordan velfærdsstaten, havde givet hans mor mulighed for at opleve frihed og udfordring på universitetet, indser han, at han er ved at stille arbejdertilværelsen i et dårligt lys og ende med den ”… direkte konklusion at jeg var taknemlig over Lyngsies kamp, fordi den havde gjort det muligt for min mor og hendes efterkommere at undslippe den triste tilværelse som specialarbejdere”. Samtidig kan han se at nutidens arbejdere; forsamlingen i SiD, ser yderst veltilfredse ud med sig selv og deres tilværelse. Dette er Dahls argument for, at der ikke er nogen grund til at ønske at rive arbejdere ud af deres tilværelse eller tvinge dem til at tage en længere uddannelse. Ifølge ham handlede arbejderbevægelsens kamp nemlig også om, at alle livsformer er værdige såvel som respektable. Han finder, at de eneste, der har brug for hjælp, er samfundets allermest sølle mennesker, der ikke har kontrol over deres egen tilværelse, og sådan kan man ikke beskrive nutidens arbejdere. Samtidig indrømmer han dog, at han føler vis en lyst til at advare børn fra arbejderklassen om ikke at overtage deres forældres livsstrategier og ikke kan sige sig fri for en ”om end nok så lille, foragt og disrespekt for visse livsformer”. Her er altså tale om et paradoksalt dilemma, som Henrik Dahl ikke kommer med en løsning på, men efterlader som stof til eftertanke.