Det var så svært at give slip på hans hånd, da vi skulle sige farvel. Hvem ved, måske var det sidste gang jeg nogensinde så ham. Tankerne om hvor voldsomt krigen havde udviklet sig, og hvor stor en fare min lille søn nu skulle udsættes for, fløj igennem hovedet på mig. Det var ikke til at bære, og nu kunne jeg heller ikke holde tårerne tilbage. Han gav mig et knus, så på mig med fortrøstningsfulde øjne, og sagde så: ”Bare rolig mor, jeg skal nok klare den.’’ Og så vendte han sig, og gik. Jeg nikkede stille, tørrede øjnene og så ham langsomt forsvinde ud i horisonten. Aldrig havde jeg følt mig så tom indeni. Jeg tror at det var mit moderinstinkt, for noget inde i mig sagde at jeg aldrig skulle se ham komme ned af den sti igen.
Martins historie begyndte egentligt længe inden vores sidste farvel.
Det var vinter, nok den koldeste nogensinde. Martin sad i stuen, omsvøbt af tæpper og så på flammerne inde i brændeovnen. Han var blevet så stille efter at Jørgen døde sidste år. Som om at en del af ham døde med sin far den dag. Der var intet jeg kunne stille op, for at få ham i bedre humør. Jeg havde prøvet alt, men intet syntes at hjælpe. Så jeg lod ham bare sidde.
Det er gratis at oprette en konto