Forældre og ungdommens uafhængighed

Jeg sidder alene på mit værelse. Jeg ser de store regndråber løbe om kamp ned af ruden i takt med tårerne på mine kinder. Jeg er ked af det, og jeg har ikke lyst til at snakke med nogen. Jeg vil være alene! Alligevel trodser min mor mit valg. Jeg bliver mindet, om dengang jeg var lille. Jeg havde lige lært at gå, og fundet ud af hvordan tyngdekraften trækker mine fødder til jorden. Jeg kunne ikke altid holde balancen og følte en utryghed dele sig i min krop, samtidig med at jeg følte 2 trygge hænder tage om livet på mig. jeg blev løftet op, og latteren kom leende ud af min mund. Det var nødvendigt for mig, at de 2 hænder var der til at holde mig. I dag føler jeg det yderst unødvendigt! Jeg har ikke brug for de 2 hænder, jeg kan klare mig selv. Jeg ved, hvordan jeg skal holde mig selv oppe. Jo større jeg blev, jo mindre blev nødvendigheden. Samtidig blev presset på min skuldrer større og større. Jeg skulle klare mere og mere på egen hånd. Alligevel blev de 2 hænder ved med at presse på mig. De ville stadig holde om livet på mig. Sikre at jeg havde det godt. Hænderne holdte mig stadig fast til hvor jeg kom fra. Jeg var overbevist om, jeg ikke havde brug for andre end mig selv. Jeg kunne godt tage min egen beslutning. Alligevel skulle de 2 sindsforvirrede hænder bestemme. Lignede jeg en der skulle ud og stå på gade hjørnet, fik jeg ikke lov til at gå ud. Hvad nu hvis, jeg gerne ville ud og føle vinden på mine bare ben? Selv om at de havde ret. Jeg burde ikke gå ud sådan, så irritere det mig! Selv om jeg måske hører for højt musik. Selv om jeg måske hører musikken med de forkerte mennesker. Selv om jeg måske er helt enig i det hele, så vælger jeg at være ligeglad. Jeg vil ikke lytte til erfaringer fra den hippie ungdom mine forældre levede i. Når jeg træffer mine egne beslutninger, så får jeg også en følelse af, at jeg virkelig kan selv. En følelse af, at jeg er ved at blive voksen. De 2 beskyttende hænder ødelægger det bare tit for mig. Jo ældre jeg bliver, jo mindre har jeg brug for dem. Jo mindre ser jeg op til dem. Når jeg bliver endnu ældre, så vender det hele. Jeg begynder at forstå dem. Hvorfor de sagde det. Hvorfor de handlede sådan. Hvorfor reglerne skulle være sådan. Jo ældre jeg bliver, jo mere lytter jeg til deres ord. Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg som dem. Jeg ser tilbage i tiden og husker, hvordan jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville blive ligesom mine forældre. Det ender med, at jeg bliver lige så beskyttende som mine forældre, når jeg dufter til den søde kærlighed. Kærligheden gør, at jeg vil gøre alt for at undgå, at mine kære bliver såret. Jeg begynder at lytte til mine forældre. Jeg begynder at gøre, som de altid har sagt, jeg skal gøre. Når jeg endelig er begyndt at lytte til dem. Udleve mine drømme, begynder jeg at høre klager over, at jeg aldrig har tid til at slappe af med dem. Jeg har ikke tid til at give mine forældre, som der gav mig livet, et enkel besøg. Selv om jeg er gammel nok til at bestemme selv, så vil de 2 beskyttende hænder altid holde om mig. Jeg får en meget belastende følelse inden i, men på den anden side, så er det en virkelig tryg følelse. Det er mærkeligt, hvordan jeg ikke vil tilstå, at jeg elsker den nødvendighed, jeg har i mine forældre. Nødvendigheden bliver så stor, at den er for stor til at overskue. Så stor, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere den. Så stor, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal vikle tungen om den, så jeg virkelig kan smage trygheden. Så går jeg videre til unødvendigheden. Til sidst, når jeg virkelig har indset at de 2 hænder er en kæmpe nødvendighed for mig, er de væk. Når jeg endelig har indset, at livet handler om at holde af dem, som holder af en selv, er det for sent. Hænderne er væk, og jeg sidder tilbage og ser på billeder. Jeg savner dem. Til sidst er det for sent, og jeg har mistet alt, der nogensinde har villet mig noget godt. Uden at jeg har lagt mærke til det. Nu har jeg forstået det. Jeg var elsket.