Jeg hadede den. Jeg hadede den virkelig. Den lille sorte sten der sad inden i mig. Den var hård og kold. Hver gang jeg tog et skridt gjorde den ondt. Man kan ikke fokusere på andet end den. Den gnavede også i mig. Det var som om jeg mistede mere og mere af mig selv. Min mor vidste ikke at den var der. Det var der ingen der gjorde. Kun mig. Det var nok det der gjorde mest ondt. at der ikke var nogle jeg kunne dele den med, så jeg kun behøvede at gå med den ene halvdel. Jeg husker tydeligt hvordan den kom, stenen. Det var eftermiddag og jeg havde lige trådt min fod ind af døren til vores lejlighed. Min mor kom langsomt gående i mod mig. " Jane, der er noget jeg må fortælle dig". Hun kiggede direkte på mig. Jeg satte mig på den stol hun pegede på, og bøjede hovedet. "De har ringet fra sygehuset. Far er uden for bevidsthed nu.". Langsomt løftede jeg hovedet. "Men… men det betyder ikke at han… du ved". "Jane de sagde… de sagde at der ikke var så stor chance for at han". Hun sank en klump. "Overlever" . "Me.. Men de må, kkuu nooget. ikk? Jo det må de. lægerne er j,jo d,d,dygtige og sådan.". "Jane… Han skal dø". Hun sagde det ikke ret højt, men jeg forstod det. Alt, alt for godt. "Nej" hviskede jeg. Jeg løb ind på mit værelse. Derfra kunne jeg høre min mor græde. Gid jeg kunne gøre det samme. Men gråden havde sat sig fast i mig. Det var den der var stenen. Åh at få den ud. Hvilken lettelse måtte det ikke give. Billeder trængte sig frem på min nethinde.
Det er gratis at oprette en konto