Den kære familie

Hej jeg hedder Emilie og dette skulle være en helt almindelig dag, med min ’kære familie’. Jeg stod op klokken 06.30, tog mit tøj på, og gik ned i køkkenet for at spise. Da jeg kom ned kunne jeg se min far med hovedet hængende helt nede ved knæene, og skyndte mig hen for at høre, hvad der var sket. Men min far havde ikke set mig, og fik et ordentlig chok. Han kiggede op og jeg kunne se han havde grædt. Jeg satte mig ned for at høre om det, men han sagde ingenting. Han sagde bare jeg skulle gøre mig klar til at jeg skulle i skole. Jeg gjorde som han sagde og spiste hurtigt og børstede tænder. Men jeg kom til at tænke på hvor mor var, jeg standsede med at børste, og kiggede mig selv i spejlet. Jeg stod nogle sekunder, og hurtig blev færdig. Jeg gik ind i forskellige rum. Hun var der bare ikke. Jeg gik stille ned ad trappen og stod. Far kiggede på mig, jeg spurgte hvor mor var henne. Han hang med hovedet igen og brød sammen. Jeg gik ud og ventede på bussen, jeg stod bare og spekulerede. Hvad sker der med far? Hvor er mor?. jeg ville bare ikke i skole. Hele dagen i skolen var en stor forvirring, jeg kunne bare ikke koncentrere mig om noget som helst. I hvert frikvarter måtte jeg bare ud på toilettet, alene. Jeg tænkte bare. På et tidspunkt kom en lærer hun kunne høre jeg hulkede. Hun gik ind og spurgte til om der var noget galt, jeg svarede bare ’nej’, læreren gik igen. Jeg følte det var den værste dag i mit liv. Endelig ringede det kl. 13.20. Nu skulle jeg bare hjem. Da jeg kom hjem, så havde far ikke engang havde været på arbejde. Jeg smed min taske og smækkede døren i, rigtig hårdt. Jeg kom hen til sofaen. Stillede mig i et par sekunder, og jeg spurgte ’hvad sker der her! Fortæl mig det lige nu!’ Jeg blev sur nærmest rasende. Jeg kunne have ødelagt et eller andet, jeg følte mig mega irriteret og sagde ’Jeg har gået HELE dagen og tænkt på det der skete i morges, og hvis du ikke siger det lige nu og her, så..’ Jeg anede ikke mere hvad jeg skulle sige. Far græd igen. Jeg satte mig i sofaen ved ham og sagde undskyld og trøstede ham. Jeg sad i lidt tid og lige pludselig sagde far. ’Mor var på arbejde i nat.. og hun.. (der gik lidt tid).. og gik ned ad trappen, du ved.. og hun er snublet og..’ Der trillede en tåre ved mig, og far tog om mig. Han sagde ikke noget i lang tid. Han tog sig sammen til at sige noget igen. ’Hun ligger på hospitalet og de ved ikke om hun overlever..’ Jeg var total græde færdig. Mekka (min hund) kom hen til mig. Jeg krammede den. Den slikkede mig i hovedet. Det var nok et det-skal-nok-gå slik. Jeg gik hen, og satte på bordet til noget middags brød. Far kom så hen og satte sig, og jeg spurgte om vi måske kunne se til hende senere, han nikkede lidt og smilede til mig, og tog mit hår tilbage, og jeg fik et kys i panden. Jeg blev lidt glad igen. Vi spiste i stilhed. Bagefter kørte vi over til mor kl. 16.00. Det tog lang tid men jeg VILLE se til hende. Vi fik parkeret foran den bredde, og meget høje bygning. Jeg stod lidt tid og kiggede, far holdte om mig og sagde lige så stille ’kom’. Jeg gik med. Bygningen var grå med sorte vinduer. Vi kom ind og spurgte hvor mor lagde, hun lagde på den orange gang nr. 116. Orange er min yndlings farve. Vi tog elevatoren, der var lidt langt op til den orange gang. Far havde heller ikke set til mor, kun i nat da de havde ringet fra arbejde. Han sagde stille. ’Nu må du ikke blive bange, mor ser ikke særlig godt ud lige nu vel?’ Jeg sank en klump, det havde jeg ikke tænkt på. Døren fra elevatoren åbnede. Vi gik hen til nr. 116. Vi gik indenfor, og der lå mor. Rullet ind i bandage, men hun så heller ikke så frygtelig ud, som jeg havde regnet med. Hun så på mig, og et lille smil kom frem, og hun kunne kende mig. Hun sagde ’hej skat’. Hel hæst og lavt. Jeg smilede og sagde ’hej mor’. Jeg satte mig på sengekanten. Hun tog fat i min hånd. Jeg så på far han græd, og så begyndte jeg også at græde. Jeg tænkte på hvordan alting havde ændret sig, mens jeg bare lå i min seng og sov. Der kom en sygeplejerske ind. Hun smilede flinkt. Hun lukkede kun lige døren, og stillede sig og kiggede på os. Hun sagde at det gik mor bedre, men ikke meget og så en masse andet som jeg ikke hørte efter ved, kiggede kun på mor. Selv om jeg ikke lyttede helt efter sagde hun at hvis det gik godt, kom mor til at sidde i kørestol resten af livet. Jeg fællede en tåre. Jeg følte jeg blev bleg i hovedet i nogle sekunder. Jeg stirrede bare lige ud i luften. Vi sad bare ved mor hele tiden, men efter vi havde været der et par timer tog vi hjem.