Peter og mors nye liv

Peter åbnede døren ind til sin mors soveværelse. Nu hvor pladsen ved siden af hende var tom, kunne man jo ligeså godt ligge sig der ind. Peter kunne se at mor havde grædt. Hvorfor? Det var jo over et halvt år siden. Det var søndag så de skulle i kirke klokken ti. Efter Peter havde lagt sig ind i mors seng, kunne han ikke rigtig falde i søvn. Han kunne høre mor strejke sig. Mor vendte sig om og blev lidt overrasket. Peter kiggede mor lige i øjnene og spurgte hvorfor hun havde grædt. Først kiggede mor væk og bagefter så hun på Peter. Hendes stemme var lidt trist. Hun svarede ham. Det gjorde ham lidt trist. Mor måtte ikke være ked af det. Hun gik over mod døren. Peter ville gerne følge efter mor. Men efter det svar mor havde givet Peter, gjorde at han var nødt til at tænke over det med far. Mor gik ind i køkkenet, og begyndte at lave kaffe. Hun kaldte på Peter. Hun sagde at hun ville snakke med ham om noget vigtig. Peter løb nærmest ud til mor. Hun smilede til ham. Han satte sig på en stol. Klokken var kun lidt over otte og de skulle køre klokken halv ti, for at få en plads i kirken. Mor satte sig langsomt ned på en stol. Hun begyndte og tale om et eller andet med at de var nødt til at flytte. Ordet ”flytte” fik Peter til at stivne. Han kiggede skarpt på mor. Peter fik mumlede ud af de sammen klemte læber. Mor så bedrøvede på Peter. Havde hun hørt rigtigt? Havde Peter virkelig sagt at han hellere ville være sammen med far end at flytte? Peter gik med hastige skridt hen mod sit værelse, mens mor prøvede at få ham til fornuft. Han lukkede hans dør med et smæk. Mor begyndte at græde. Hun havde tænkt at det ville gå galt. Nu hvor Peter endelig havde fået nogle rigtig gode venner. Det bankede på døren. Mor åbnede og Peter kom ud. En mand der var lidt højre end mor, stod i døren og snakkede med hende. Lidt efter kyssede han mor. Peter råbte om det var flyttemanden eller vores nye pengesedler. For når mor fik løn kyssede hun tit sedlerne. Manden så med et smil på Peter. Mor vendte sig langsomt. Hendes lange brune hår lå bare på hendes skuldre og så kedeligt ud. Hendes øjne mødtes med Peters. Hende blik var koldt. Sådan havde hun aldrig kiggede på Peter før. Hendes mund åbnede sig hurtigt og fremstammede at det var hendes nye kæreste og at Peter bare kunne komme hen og hilse. Peter vendte rundt på hælen og gik lige ind i på sit værelse. Han ville gå ind og tage tøj på. For det var snart kirketid. Efter et stykke tid kom han ud igen. Mor så smilende på han og gav han tegn til at han skulle komme hen til hende. Manden var der stadig. Han hilste på Peter, og gav ham et kram. Peter følte sig godt tilpas. Det kunne jo være at dette var hans nye far. Manden sagde til Peter at han hed Bo. Peter kiggede op og smilte. Bo spurgte mor om hvad Peter mente med flyttemanden. Mor kiggede lidt fortvivlet på Bo. Øhm sagde hun og kløede sig i nakken. Mere sagde hun ikke før hun fremstammede et farvel. Og lukkede døren dristigt. Hun så sur ud. Meget sur ud. Bo ved ikke at vi skal flytte sagde mor til Peter mens hun børstede tænder. Nu har vi travlt tænkte Peter. Kirken starter lige om lidt. Han hev i mor for at få hende ud af døren. Mor strittede lidt i mod, hun vidste godt hvad Peter ville men hun ville gerne se godt ud. Efter at mor havde taget øreringe i skyndte hun sig ud af døren og kaldte på Peter for han sad inde i stuen. Peter løb ud og mor begyndte at grine af ham. De skyndte sig ud, og ned til cyklerne. De cyklede alt hvad de kunne, for ikke at komme for sent. For mor havde ikke penge nok til at komme for sent en gang til. Da de kom ind i kirken sad alle stadigvæk og ventede på præsten. Mor og Peter hilste og satte sig ind i kirken. Peter var helt rød i kinderne. Næsten lige da de havde sat sig begyndte kirkeklokkerne at ringe. Peter holdte sig for ørene. Præsten kom ind og mor så straks at det var en ny præst. Hvor var gamle Ulrik præst henne? mor så fortvivlet på Peter. Ulrik plejede jo altid at komme forbi enten om lørdagen eller til morgenmad om søndagen. Peter forstod straks mors øjne og gengældte med et fortvivlet blik. Kære alle… begyndte præsten. ”tak fordi i er kommet, jeg kan fortælle så meget som at jeg er den nye præst. Og hvis i har nogle spørgsmål så ræk hånden op.” der var mange men han valgte at tage mor. Han pegede på mor. Hun spurgte hvorfor Ulrik præst ikke var der mere. Alle tog hånden ned. Hans øjne blev skeptiske. Jeg er den nye præst. Accepter det! mor så forbavset på præsten og så at det var Bo. Hun rejste sig og tog Peters hånd, og gik hen mod døren ud til kirkegården. Den forræder, råbte mor. Løb hen mod cyklerne. Peter løb bare med, og de cyklede hjem. Da de var hjemme spurgte Peter hvorfor mor syntes præsten var en forræder. Mor kiggede. Hun stammede. Det – var -Bo. Ham -der -var – her - tidligere. Sagde mor. Peter kiggede op på mor og tænkte sig godt om. JA! Råbte han, mor lige op i hovedet. Mor rynkede på næsen. Peters ånde var meget dårlig. Peter sukkede. Gik ud på toilettet. Han gik der ud for at børste tænder.