Fanget i fortiden

Fanget i fortiden Jeg ligger inde på mit værelse, som er to værelser, og en trappe væk fra køkkenet, men alligevel kan jeg dufte lagkagen inde i køleskabet, med jordbær og masser af flødeskum på. Min yndlings kage. Måske var det alligevel en god plejefamilie, jeg var kommet i, efter min mor døde af kræft, og min far druknede i alkohol. ”I dag er det Celines fødselsdag, hurra hurra hurra,” sang min bror og pleje mor med et smil på læben. ”Tillykke med de 10 år, du er sørme blevet stor min skat”, sagde min plejemor. Jeg kunne mærke smilet på mine læber, det her bliver en god dag, tænkte jeg. Jeg tog min pæneste kjole på, som var flydt med blomster og masser af smukke farver. Jeg lurede ned af trappen, hvor jeg kunne se mormor, morfar og to af mine veninder, som sad og guffede kage i sig. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, for at rade mit hår, hvorefter jeg satte en stor rød sløjfe i, som passede til kjolen. Jeg listede stille ned ad trappen, men jeg nåede ikke halvejs, før de så mig, og begyndte at synge.

Kagen var god, men gaverne var de bedste. Jeg havde fået en særlig gave af mormor, nemlig en halskæde med et ur i, hun fortalte at det havde været min mors, og jeg nu var gammel nok til at få den. Det var helt klart den bedste gave. Jeg sad hele aftenen og kiggede på halskæden med uret i. Der var sådan et glas foran uret, som jeg ville åbne, får at sætte tiden så den passede. Jeg satte uret til 20:10, hvorefter jeg faldt i en dyb søvn. En skigene stemme vækkede mig, jeg sprang ud af sengen, jeg lå i en hospitalsseng, hvad lavede jeg på hospitalet, hvordan var jeg endt her? Jeg fulgte den skrigende stemme. Da jeg trådte ind i rummet, hvor stemmen kom fra, stod der en masse sygeplejersker rundt om en dame, det lignede en fødsel. Jeg gik tættere og tættere på. Det var som om jeg var usynlig, der var ikke nogen der lagde mærke til mig. Jeg prøvede at skubbe til en af sygeplejerskerne, for at kunne kigge nærmere, på kvinden der skreg. Jeg havde set hende før men hvor? Det var min mor. ”Mor er det virkelig dig?”, spurgte jeg, men jeg fik intet svar. ”Mor”, skreg jeg. Jeg løb grædende ud, hvor var jeg, og hvorfor er der ingen som svarede mig? Jeg tørrede tårende væk fra min kind, og bedte til gud, og håbede på at det hele var en drøm. Jeg tog min halskæde med uret i op af lommen, for at se hvad klokken var. Det var mærkeligt, uret stod stadig på 20:10, det havde ikke rykket sig en millimeter. Jeg gik hen til et vindue, for at få noget luft, da der kom en kridhvid dame, hen imod mig. Mit hjerte bankede, jeg var bange. Hun tog hendes hånd på min skulder og sagde, ”Pas på med at ændre på tiden, uret er magisk” også forsvandt hun. Jeg satte mig ned, for at kigge nærmere på uret, der var noget mystisk over det. Jeg ville bare hjem, hjem til min bror og plejemor. Jeg rev glasset ud af uret, og satte det til 19:14, hvorefter jeg faldt en dyb søvn. Lyden af et horn vækkede mig. Jeg lå på en bunke halm, jeg rejste mig op, og håbede på at jeg var kommet hjem. Jeg kunne se en række soldater marchere hen af grus stenene. Der lå døde mænd over det hele, de var splattede op, så man kunne se deres knogler. Man kunne hører atombomber over det hele, jeg var bange. Jeg gemte mig bag nogle store tønder, kunne ikke forstå noget af det de sagde. De var alle sammen klædt i stort og havde et Hitler tegn markeret på brystet. Jeg fyldte efter nogle mænd ind i et rum, hvor jeg kunne hører en råbende mand, nemlig Hitler, som stod og råbte to af hans mænd i hovedet. Jeg kunne se et lys henne ved et af vinduerne, jeg stormede derhen, jeg kunne se hende den kridhvide dame, hun kom hen imod mig, ”Hvem er du?” spurgte jeg bange. Hun tog hendes hånd på min skulder og sagde ”Pas på med at ændre på tiden, uret er magisk” også forsvandt hun, ud i den blå luft. Jeg satte mig ned på noget halm, og begyndte at græde, hvad skulle jeg gøre? Jeg var jo bare en 10 årig lille pige, som var fanget i tiden. Jeg vidste ikke hvordan jeg kunne komme tilbage, så jeg måtte bare prøve at tænke logisk. Jeg kiggede nærmere på uret, for at skille det ad. Jeg fandt et sammen krøllet papir inde i uret, hvorpå der stod: Vinternatten kold og klarden min sjæl til himlen bar’nu da min sjæl har fundet fred hviler jeg nu i kongens fad Kig nu godt på uret min kæreog følg nu med visernes klager hvilket årstal er du ilad uret vise dig dens magi For få minutter siden var jeg i 1914. Men nu er jeg havnet i den guddommelige himmel. Jeg ser engle omkring mig, jeg ved ikke hvordan jeg er kommet op i den her guddommelige himmel, jeg kan ikke huske meget af det. Jeg ser en stor smuk mark, med masser af smukke liljer, men mest af alt er den dækket af lavendler. Lige pludselig kan jeg se et lys komme ned imod mig, der kommer en stor og magtfuld mand ned af den smukke klare blå himmel. Der er små hvide beklædte engle rundt omkring ham. Han siger således ”Du er i paradiset nu, din moder har bedt mig, at sende bud efter dig” ”hvem er du?”, spurgte jeg forvirret. ”Jeg er Jesus, guden over alle guder” ”Er du virkelig Jesus, så burde jeg måske have lyttet bedre efter i kristendoms timerne” ”Ja sønnike, men menneskebarn du er nu i paradiset, vær omhyggelig med dine handlinger eller kan du komme i helvede ligesom din far”, fortalte han og forsvandt på mystisk vis. Jeg fortsatte hen over den smukke mark med liljer og lavendler. Jeg kommer til en vidunderlig strand, hvor himlen er føjelig og havet er lyseblåt. Jeg kan se noget, en kvinde, som samler små sten fra sandet. Jeg tager mine sko af, hvorefter jeg dasker hen imod hende. Hun vender sig om, da hun kan høre nogen komme. I det hun vender sig om, kunne jeg kende hende med det samme. Vores hænder mødes, og i det, ser jeg et helt nyt liv foran os.