Fiktion og virkelighed i Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden'

Knud Romer har formået at lave en bog, hvor fiktion og virkelighed er blevet blandet sammen. Bogen har skabt en del undren især fra de folk, som er blevet beskrevet i bogen. Knuds barndomsven Georg, som er skildret i bogen, er blevet så forundret og bitter over den måde Knud fremstiller sin barndom på, at han har skrevet et åbent brev som modsvar til Knuds beretninger. Georg skriver til Knud om alle de hyggelige stunder, de har haft sammen, og at han ikke kan forstå, hvorfor Knud beskriver sin fødselsdag, som en af de værste dage på året. Knud beskylder desuden sine barndoms ”venner” for at være nogle onde personer, hvilket Georg er meget uenig i.

Knud romer beskriver i sin bog: ”Den som blinker er bange for døden”, at hans barndom var rigtig svær og dårlig. Hvert år var der en speciel dag, som Knud bare ville have overstået. Det var hans fødselsdag. ”Det eneste jeg ønskede mig til fødselsdag, var ikke at have fødselsdag”. Knud kom i skole, hvor han blev fejret og skulle dele slik ud til hans klassekammerater. Hans mor havde lavet nogle fine slikposer, som Knud kun var glad for, fordi de fjernede fokusset fra ham. ”Jeg kunne være nogenlunde i fred, mens de spiste slik, indtil de brækkede sig og spurgte, om der var mere og sagde ”vi ses!” Knud inviterede desuden hans ”venner” hjem til fødselsdagsfest, selvom han helst ville have været foruden. Det eneste højdepunktet var den 5’er han fik i gave af hver af gæsterne. Men festen gik i gang, og Knuds mor fandt hurtigt ind i rollen som den perfekte toastmaster. ”Mor havde dækket op i spisestuen med hvid dug og bordkort og flag, balloner og lys, og ved siden af hver tallerken lå der en pakke med gaver – farvekridt, glaskugler, billedlotteri” Knuds mor serverede det, der lignede en 3-retters menu til en børnefødselsdag. Hun sørgede for underholdningen, som nærmest var et tivoli. Knuds mor var over det hele, chanceløs, men hun holdt stadig hovedet oppe, hvorimod Knud bare ville have det overstået. Til sidst gik de alle sammen i optog, med Knuds mor forrest, hun havde gang i harmonikaen og skrålede ”Knüdchen hat Geburtstag, tra-la-la-la-la”. De gik rundt i kvarteret, mens folk strakte højre arm op til Hitlerhilsen.