Skumring: en uhyggelig novelle

Naboerne snakkede i krogene om den nye familie som var flyttet ind lejlighed nummer 99. Ville der ske det samme for dem? Der var tusinde spørgsmål om lejligheden som næsten alle vidste noget om. De var lige flyttet ind for omkring en uge siden. Mie som moderen ventede sig tvillinger, to små drenge. Søren, Mads og Sofie som var børnene i familien var startet i Øreskov skole og Lars som var deres stedfar havde fået job ude ved havnen. Alt gik godt for familien lige indtil. Ja efter kun et par uger begyndte den mindste søn Mads, at klage over de lammede oven på. Men problemet var at lejligheden havde stået tomt i over en måned. Og ude på badeværelset begyndte bruseren at tænde sig midt om natten. Lars havde flere gange prøvet at ordne det men det samme skete igen. Det blev sandeligt heller ikke bedre som dagene gik. En dag hvor Mads sad i vinduet og talte alle de blade der faldt ned fra træerne, fløj en stor krave ind i vinduet, Mads fik et kæmpe chok, så han løb hen til senge kanten, hvor han stod og gispede efter vejeret. Sofie som havde værelse inde ved siden af hørte godt et brag men tænkte ikke over hvad det var. Det var som om en uhygge havde bred sig over huset. Da natten trængte sig på, lå Mads i sengen og kunne ikke sove efter kraven havde fløjet ind i vinduet, han lå bare og ventede på at den næste krave skulle flyve ind i den ny vaskede rude. Imens han lå der begyndte han langsom at syng, ikke fordi han ligefrem kan lide at synge eller kan synge, det var bare som om det røg ud af ham. Han sang ” lille krave hvor end du er, du må ikke bide” og det sang han om og om igen. Sofie som var på vej ud på badeværelset kunne høre en svag stemme synge ”lille krave hvor end du er, du må ikke bide” stemmen kom ind fra Mads værelse. Sofie løb i raseri ind til Mads og råbte ” hold nu kæft, du gør mig bange Mads!” men han stoppede ikke. Klokken var lige præcis 12.00 da bruseren igen tændte sig, Lars løb ned af trapperne for at slukke bruseren inden de andre vågnede. Det havde været en lang nat og alle var trætte næste morgen, ingen af børnene var kommet i skole da de havde forsovet sig. ”Hvis det her fortsætter, flytter vi altså” sagde morderen til morgen maden. Søren løb op til Mads for at spørger om han ville spille fodbold men idet han åbner døren lyder der et skrig. Der var blod over alt på væggene og Mads sad igen og sang ”lille krave hvor end du er, du må ikke bide” Mie løb hen til Mads og sagde ” Mads hvad er der sket?” hun græd. ”krave, krave den ville bide men Mads var hurtig!”. Sofie græd også hun vidste ikke om hun skulle græde eller bare gå ”Mads er du gået fra forstanden?” Der var ikke engang gået ti minutter og så sad Lars og Mads nede i bilen på vej til syghuset. Mie og Sofie havde fjernet at blodet fra væggene og den døde krave blev begravet. ”mor” sagde Sofie stille ”er, er du sikker på at Mads har det godt?” Mie svarede ”det ved jeg ikke skat” inderst inde vidste hun godt at der var noget galt men det kunne hun jo ikke fortælle sin datter. Igen om aftnen lå alle i deres seng, Lars og Mie lå og snakkede ”Lars jeg tror vi skal flytte, jeg er bange” tårerne trillede langsomt ned ad hendes kind. ”jeg ved ikke, vi er jo snart lige flyttet ind, men hvis du er bange så bliver vi nok nød til at flytte” sagde Lars trøstende. Det begyndte at knirke, det lyd som om det kom fra trappen. ”jeg går ud og kigger” sagde Lars helteagtig. Mads er det dig? En hvid skygge vendte sig om og begyndte at gå imod Lars. Derefter ved ingen hvad der skete. Det eneste man ved, er at de morgenen efter havde pakket bilen og kørt langt, langt væk.