Mistanken

Morgenbordet var dækket så fint, men jeg havde ingen appetit. Tanken om at der kun var en time til at skolens klokker ringede ind, gjorde mine hænder fugtige. Endnu en dag bag facaden, endnu en dag hvor jeg skulle være alt andet end jeg. Jeg hadede den rolle, det var som et skuespil om og om igen, problemet var bare at – jeg nok aldrig ville slippe af med den rolle.

Snørebåndet fra de nye hvide Adidas sko, gjorde at mine fødder var ømme, men det var in, og jeg var in. Skolegårdens larm, lyden af pigernes fnisen, toiletter der blev skyllet ud, det var alt sammen det jeg forbandt med skole. Lige fra første skoledag havde jeg hadet det her sted, men jeg var hver dag blevet tvunget til at tage i skole. Mor sagde altid, - Mathias hvis du ikke tager i skole, bliver du aldrig ligesom far. Jeg ville være ligesom far, stor, stærk og aldrig bange. Jeg var tit bange, men det var der ingen der kunne se, for det var gemt bag min facade, og jeg spillede min rolle for godt til at nogen nogensinde ville kunne gennemskue det.

Tilbage til far, han var altmuligmand, en mand alle kunne lide, og vigtigst at alt, han var sig selv! Far elskede sit arbejde, han tjente ikke den bedste løn, men han var sammen med den person han elskede af hele sit løvehjerte døgnet rundt, og det var mig. Jeg var altid med far på arbejde, jeg gik ikke i børnehave, så der var ikke noget speciel tidspunkt jeg skulle op på, og mor skulle ikke huske at smøre madpakke, det hele kørte på skinner. Trods jeg ikke gik i børnehave havde jeg dog mange venner. Mine venner ønskede også at leve det liv jeg levede, men det var fars og mit liv. Vi var de eneste der var i stand til at leve det liv sagde far altid.