Et farvel, der har sat spor

Et farvel, der har sat sit spor. Et farvel der altid vil huskes.. Jeg var lige flyttet til byen og skulle starte op et helt nyt sted, med mennesker jeg aldrig havde mødt før, jeg var en lille genert dreng som helst ikke ville snakke med fremmede. Men ud i det blå dukkede den her dreng op, med blå øjne som mig, og håret så lyst som sne, han elskede at spille fodbold og håndbold, drille pigerne ligesom mig, det var pludselig den dreng der fangende min opmærksomhed, hver gang vi var sammen med hinanden, fik jeg et sus i maven, og hver evig eneste morgen fik jeg sommerfugle i maven ved tanken om at jeg skulle op i børnehaven igen. Der var jeg nok ramt af ven skabenes pilen. Jeg var fuldstændig blændet af kærlighed og jeg synes han var det sejeste dreng på hele jorden. Jeg husker tydeligt vores første venskabs håndtryk vi lavede bag det store skur. Som tiden dog gik, blev vi efterhånden bedste venner, og vi var sammen hver dag. Vores forældre fik pludseligt et tæt forhold til hinanden, og det betød bare at vi var endnu mere sammen. Vi fulgtes til og fra børnehave hver dag. Vi blev med tiden ældre og havde stadigvæk det samme forhold til hinanden. Vi begyndte i skole og startede heldigvis i samme klasse som bare blev endnu et plus i vores forhold. Vi var bedste venner helt frem til og med 6. klasse, hvor vores bedste venskab så sluttede. Men vi bevarede det gode venskab vi havde. Vi stolede stadigvæk mest på hinanden, selvom vi ikke rente så meget sammen mere, han var stadigvæk min bedste ven og det vidste jeg han altid ville være. Men da 7 klasse startede, skulle klasserne laves om. Jeg endte med at skulle skilles fra ham som jeg var vokset op sammen med, ham der var grunden til jeg er som jeg er i dag, ham som var grunden til jeg stod på tæer med oprejst pande. Det var som et mareridt jeg aldrig skulle vågne fra igen, alt gik pludseligt i sort for mig, jeg skulle knytte mig til andre mennesker, det var jeg ikke vant til før, jeg havde jo en bedste ven som betød alt for mig, jeg havde jo ikke brug for andre. Vores forhold til hinanden tog en stor drejning, vi kom med tiden længere og længere væk fra hinanden, og det tog hårdt på mig. Han var den eneste jeg kunne for tro mig til, den eneste som forstod mig, jeg kunne altid regne med ham. Men som tiden gik, var der pludselig længere og længere tid imellem vi var sammen. Han fik nye venner mens jeg stadigvæk sad der hjemme og ventede på han kom og ringede på min dør. Så kom dagen hvor vi skulle konfirmeres, vi havde selvfølgelig aftalt at vi skulle give hinanden en gave, det her var første gang i mit liv at jeg fældet en lille tårer af glæde. Jeg pakkede gaven op, hvor i der lå den sejeste guld medalje hvor der var indgraveret ’’Du er verdens bedste ven og det vil du altid være. ’’ et symbol på han altid ville være med mig, hvor jeg så end tog hen. Jeg læste kortet fra ham hvori der til sidst stod ’’ For evigt vil vi være venner’’ det betød at vi altid ville være i hinandens hjerter, også selvom vi en dag skulle vokse fra hinanden. Men vi fik stadigvæk ikke vores venskab på rette spor igen. Vi var stadig langt væk fra hinanden, vis ikke længere end som før. Som årene gik, var vores sidste tid sammen på skolen nær, vi skulle hver vores sted hen, og jeg ved måske det kan være enden på vores venskab igennem 12 år, eller starten på noget igen. Han tog til Glamsbjerg, og jeg tog til Nyborg. Det blev et farvel med mange tårer, selvom vi har prøvet flere tusinde gange at bevare det venskab vi engang havde, så kan det være at det ikke lykkes for os den her gang, der må bare være nogen ting her i livet man skal sige farvel til, det har gud bestemt, at alting ikke kan vare for evigt. Men jeg er glad for den tid jeg har haft med ham, for han har været med til at gøre mig til den jeg er i dag. Man tror næppe at venskaber som disse skulle have en ende, men ikke alting går som planlagt og man kan hurtigt blive overrasket. Han har sat et dybt spor i mig, og han vil altid være med mig både nat og dag. Han er en person, hele verden skal vide hvem er, han er helt fantastisk, hans personlighed får en i det bedste humør, og det at han har det godt hvor han er i dag, det gør mig bare glad. Vi har altid sagt til hinanden ’’ Gode venner, er som en stjerne. Man kan ikke altid se dem, men man ved de er der…’’ Den sætning vil altid følge mig, jeg kan den i søvne, og det får mig til at tænke på ham jeg har delt alting med engang, alle de minder som pludselig blev til et farvel for evigt. Men sådan er livet nogen gange, man kan ikke altid få hvad man peger på, man må lære af de fejl man begår, og man må lære af de beslutninger man tager.