Hjælp fra en fjende.

Jeg kiggede op på det store ur, der hang lige over døren. De to dovne visere sneglede sig af sted, og det var som om, at når man kiggede på dem, bevægede de sig nærmest ikke. Som om de havde indgået en eller anden pagt med min sindssygt kedelige fysiklærer, der stod med mistede håb for min klasse og tegnede og fortalte, selvom hun vidste ingen hørte efter. Pagten må gå ud på at før vi sænker blikket og forsøger at høre efter hvad kvinden stod og talte om, ville viserne ikke rokke sig ud af stedet. Alt imens jeg sad og overvejede denne ide, gled blikket, helt ubevidst, over imod hende. Nadine. Før jeg vidste af det sad jeg og stirrede tomt på hende. Da dette gik op for mig, fik jeg nærmest et helt chok, og skyndte mig og kigge væk, men hvorhen? Det er da lige meget! Bare det ser naturligt ud! Blikket endte selvfølgelig på det store ur igen. Viserne havde ikke flyttet sig en millimeter. Jeg var nødt til at vågne lidt op, tænke på noget der kunne opholde min opmærksomhed, så det ikke skete igen. Efter hvad der føltes som et par årtier, befriede kvinden oppe foran tavlen os. Jeg kylede hurtigt mine ting ned i tasken og skyndte mig ud af døren. Nu var der frokost. Jeg skyndte mig at finde de andre, og startede hurtigt en samtale om den time vi lige havde gennemgået. Det tog mig ikke lang tid at jeg fandt ud af, at jeg ikke var den eneste, der ikke havde fulgt med.