Efterårsaften: en kvindes sorg og forladthed

… ser hun skumringen på en efterårsaften. Den ligger der bare, kommer ikke nærmere, mørkegrå og kølig, viser hende at hun aldrig ville kunne bryde igennem den. Den ser kold og dyster ud. Ligner et stort sort hul, det hul hun føler har opslugt, den glæde hun fik. Den håner hende for lykken hun fandt, men som den tog fra hende igen som ved et let vindpust.Hun føler den tunge kulde fra den slidte stenkarm, hvor hendes blege hænder hviler, hun hviler dem fordi de er tunge. Alle hendes kropsdele bliver tunge, som var de bundet til jorden med et snoet reb, bestående af rene tanker. De tanker der flyver igennem hendes krop, suser rundt i hendes blodårer, så hurtigt som flygtede de for deres liv. Karmen er så kold mod hendes små feminine hænder, som føles det at den skærer hendes hænder til blods. Hendes lange sorte hår der hænger løst, får et skarpt skær når det flagrer i vinden og smyger sig mod hendes silkebløde kind, når hun kigger mod solopgangen fra det lille vindue.Kvindens ansigt som er magert og blegt, tegner hendes historie. Den historie der synes engang at være så smuk som selveste rosen, den historie hun tænker på, når hun hver efterårsaften skuer ud over den mørke slette. For solopgang er det ikke lige nu. Hendes hår får ikke længere det skær det engang fik, men hænger derimod, sort og livløst ned af hendes kolde blege ryg, som kun dækkes af en hvid tynd natkjole. Hendes mørke øjne har det samme skær, skæret stammer fra dem. De fakler de kom gående med. Hun ser dem så tit for sig, at de har brændt sig fast i hendes øjne. Hun ser alting med det blik, som hun så dem med, dengang. Hun ser ikke sig selv som ”kvinden.” ”Den forladte.” sådan som konerne i byen siger. Men som offeret for det tågede, og uvisheden har gjort hende til. De betragter hende som noget, hun aldrig selv ville kunne anerkende.Hun tænker tilbage, på dengang det hele strålede. Da hun lignede den skønhed hun var. Men da det skete, da han forlod hende, forsvandt, og aldrig fortalte hende hvor han drog hen. Hun anede ikke levende råd om hvad der var sket ham. Hun var med barn, og de forbød hende at sætte liv til jorden som forladt. De ville tage det fra hende. Det der voksede og åndende indeni hende, ville de rive i stykker, sammen med hendes sjæl. Hun huskede det som var nyligt.Hun kendte slettens bakker og huller. Hun løb ubarmhjertigt igennem krat og torne, ind og ud imellem de store mørke træer, en kold efterårsaften som denne. Hun løb alt hvad hendes ben kunne holde. Med en lille åndende og varm bylt i hendes favn.Hun løb som i blinde og følte smerten jage i hendes fødder hver gang hun trådte ned på de skarpe sten der ridsede hende op under hendes kolde fødder. Og hun følte smerten når hendes bare arme og ben ramte tornene på de mørke buske, når de ubarmhjertigt flåede hendes tynde hud op, og tvang det mørkerøde blod ud. Men mest at alt følte hun smerten, når hun tænkte på hvad de ville gøre ved hendes barn.Hun nærmede sig det høje røde tårn, det tårn hun kendte så godt, fra alle de gange hun havde brug for at være alene. Hun løb op i tårnet, øverst oppe. Skuttede sig i kulden, og trykkede den varme bylt ind mod sig. Hendes salte tåre dryppede ned på hendes bryst. Og lavede en mørk plet på den hvide natkjole. Hun kiggede sig omkring i det halvmørke tårnkammer, hun famlede sin vej frem til vinduet, stenene på gulvet var kolde og en smule fugtige under hendes nøgne fødder. Det svimlede for hendes øjne, så langt var der ned.Hun omfavnede den lille varme bylt, stak hendes arme ud af det lille vindue, et koldt skærende vindpust gav hende gåsehud. Hun slap! Hun satte sig hurtigt ned. Tog hendes kolde hænder op for ørerne, trykkede alt hvad hun kunne. Hun ville ikke høre. Ville ikke høre. Hun sad i det mørke tårnkammer alene. Skiftevis græd hun lydløst, og skreg så det skar i ørene på enhver der lyttede. Hun kunne lugte dem. Det lugtede ondt af sod fra deres fakler. De kom tættere på. Hun hørte dem overalt. Deres tunge og hurtige skridt. Hun tog atter hænderne for ørerne, rystede voldsomt på hovedet. Prøvede at vågne op af sit sorte mareridt. Klemte øjnene hårdt sammen mens tonen i hende ører steg.Hun mærkede de store rå hænder om hendes overarme. De løftede hende op, trak hende efter sig som en livløs ting. De trak hende ned af den lange vindeltrappe, for hvert trappetrin, for hvert bump, blev hendes krop lettere og lettere. Til sidst kunne hun ikke mærke den mere. Hendes krop blev smidt på jorden uden for tårnet, på den kolde og fugtige jord. Hun mærkede stenene, som små hårde nåle mod hendes krop. Den var så kold hun ikke kunne føle noget, den blev kun lettere og lettere og hendes blik føltes skarpere og skarpere, hun hørte stemmerne som var de skrig langt væk. Når de snakkede skar det i hendes hoved. Som stak de knive langsomt ind og ud af hendes pande. Hørte ordene slørede, og utydelige, ordene om hende. Skøge! Hun forsøgte at skrige, lyden kom ikke ud, en lyd der lød som om hun var ved at blive kvalt. Hendes hals sved.Hun sidder på gulvet. Kold, og fugtig af sved. Hendes flashbacks af mareridt er slut for denne gang. Tårnkammeret er lyst, men stadig iskoldt. En ro breder sig, inden i hende. Hun rejser sig op og kigger ud af vinduet, den orange sol, varmer hende, udenpå, og for første gang også indeni. Hun kigger ud mod solopgangen, den får hendes hår til at skinne, og for første gang i mange år, er de brændende fakler i hendes sorte øjne væk.