Man kan ikke huske det, men man ved, at det første man gjorde, var at åbne øjnene og kigge på dem. De var der bare, som en del af pakken. Man havde jo intet valg. Det var jo hverken mit valg eller min skyld at jeg blev født. Det var deres valg og deres skyld. Forældre.
De var der for mig i starten. Det må de have været, jeg kan bare ikke huske det. Kun små korte glimt fra en sommerdag, eller en ferie vi var på en sommer, vidner om at de var der. Og så selvfølgelig de tons vis af billeder vi har i skufferne derhjemme. Billeder der viser de ting, man gerne vil huske - de utallige familliesammenkomster, gåturer på strøget eller måske vores ophold i Somalia. Vi var jo sammen hele tiden, og lavede alt sammen.
De underholdte mig, og jeg underholdte dem. Når de ikke havde travlt med andet vigtigt, lærte de mig ting jeg ikke vidste, og ting jeg vidste, fik jeg at vide igen. De sørgede for, at jeg kunne overleve, uden dem ville jeg være død nu. Det er egentlig mærkeligt at tænke på. De gjorde mig levende. Og alle de ting jeg har oplevet, er kun på grund af, at de var der. Tænk, alle de gode oplevelser jeg troede, jeg ville huske for altid, men som desværre flyver alene rundt i verdensrummet uden nogen ejermand. Hvis jeg kunne huske alt det vi har lavet sammen, ville mit hoved nærmest være ved at eksplodere af viden. Jeg vil altid være taknemmelig, for de oplevelser de har givet mig. Forældre.
Det er gratis at oprette en konto