Historien om en gammel mand

(Skal lige noteres at når noget står med skråt bliver det sagt på engelsk)

Jeg vil fortælle dig en historie. En gammel en. Den handler om en mand, som jeg mødte for mange år siden, da jeg stadig var en ung pige. Dengang rejste jeg meget, rundt i hele verden. Og jeg mødte mange interessante mennesker. Men han er nok den, jeg husker bedst. Ikke fordi han var noget særligt, men fordi hans historie var. Og den vil jeg fortælle dig nu.

Det er vel efterhånden ti år siden nu. Jeg gik på en landevej et sted i England. Det regnede som det kun kan regne i England, og der var helt øde omkring mig. Jeg havde ingen paraply, ingen penge, kun en tynd uldjakke, og en taske med lidt tøj. Jeg snøftede og nøs for hvad der føltes som den 117. gang på meget kort tid. Jeg var ikke sikker på hvor jeg var på vej hen, vidste ikke hvor jeg var, eller hvor langt jeg havde gået. Jeg gik bare. På et eller andet tidspunkt holdt regnen op. På det tidspunkt havde jeg vel gået et par timer. Jeg så op. Det dryppede stadig lidt, men jeg lagde ikke mærke til det. Ude i horisonten var der en prik. En ret stor prik endda. Selvom jeg nu siger ude i horisonten var det slet ikke så langt væk, for der hvor jeg var på det tidspunkt, var omgivet af bakker. Jeg kneb øjnene let sammen, for bedre at kunne se gennem sløret af dråber, der sad i mine øjenvipper. Jo, det var helt klart et lille hus. Jeg satte farten lidt op, og da jeg endelig nåede frem til huset havde jeg næsten ikke mere energi tilbage. Lige da jeg skulle til at banke på blev døren åbnet af en gammel mand. Han havde et stort hvidt skæg, var stort set skaldet, bortset fra nogle få hår hist og her. Han havde en fez på, og var klædt i meget gammeldags tøj; En rød fløjlsjakke, en orange vest, hvid, lidt gullig skjorte og sorte bukser. På næsen hvilede et par briller af den slags uden andet end glas og en klemme til at sætte dem på næsen med.