Da hun første gang så sin søn for alvor, var det ikke bare det smukkeste øjeblik i hendes liv, det var også det lykkeligste, hun lavede ikke andet end at se på sin lille søn, han så, så fin og så skrøbelig ud, hendes øjne smilede.
Derfor var det heller ikke fair at hun skulle miste ham, men døden viser ingen hensyn og lægerne fandt hurtigt ud af at barnets nyrer ikke var raske, det skulle bruge nye, men en voksen nyre ville ikke virke og børn kunne jo ikke donere nyre. Da hun fik det og vide faldt hendes verden sammen, for det der kan gøre dig så lykkelig det ene øjeblik, kan i et andet øjeblik ødelægge alt. Hun blev desperat. Efter at lægerne havde forladt hende så hun kunne få noget hvile, stod hun ud af sengen, hun var stadig helt knust, tårerne løb stadig ned af kinderne og hun kunne næsten ikke se ud af dem, hun havde en plan, men det var alt sammen lige meget, for inden hun kunne gøre mere, faldt hun om. Noget tid senere vågnede hun op igen, hun var stadig knust, hun lå i en anden seng, hun var forvirret og ked af det, så hun gjorde det eneste hun kunne, hun skreg, hun skreg så højt og af så meget kraft at de andre der lå på samme stue blev bange og tilkaldte lægerne. Da lægerne havde fået hende til at falde til ro spurgte den ene hende:
Det er gratis at oprette en konto