Vi stod begge og kiggede ud af vinduet, mens vinden gav stærk genlyd i huset, og trods alle døre var lukket og låst, trængte kulden stadig ind. Den ramte pludseligt, så hårene rej-ste sig og påførte en anelse ubehag. Mine hænder var i konstant bevægelse i håb om at kunne genvinde varmen. Jeg trippede rundt på det hvid lakeret ask gulv, mens Anders for-blev stående ved vinduet. Vi havde støttet os meget til hinanden i barndomsårene men var gradvist gledet fra hinanden. Man mente, at dette var almindeligt blandt søskendepar, da det skyldtes aldersforskellen samt de forskellige stadier, man befandt sig i. Da Anders og jeg løsrev os fra hinanden, blev en vis selvstændighed tilføjet mig, og med tidens forløb syntes Anders mere og mere fremmedgjort. Jeg følte mig isoleret fra min bror, hvilket på-førte tunge tanker, der indimellem holdt mig vågen om natten. Jeg plejede i sådanne tilfæl-de at ligge og stirre op i loftet, hvor Anders’ ansigt ville vise sig efter blot få sekunder. Det kan ganske vist også være hændt et par gange, at jeg har oplevet en tåre trille ned ad kin-den, mens jeg befandt mig ubevægelig i fosterstilling, med dynen trukket helt op.
Jeg lagde mig over i min nye seng, som jeg dog fandt svært at tilpasse mig. Den var lav og larmede ved hver enkel bevægelse, men den var blot en af de mange forandringer, som jeg nu skulle vænne mig til. Jeg støttede hovedet på mine hænder, og strakte derefter be-nene, så de fremstod som to stive brædder. Sengen gav et hvin, da jeg netop gjorde det. Ud gennem min øjenkrogen fangede mit blik Anders, idet han han lænede sig frem mod vinduesruden og støttede af med hænderne på karmen, hvis maling var ved at skalle af. Han udbrød et tungt suk, som udtrykte mere end hans ansigt, der syntes følelsesløst.
Det er gratis at oprette en konto