Begravelse af tvillingesøster Lisa

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Vi satte os ud i bilen med en dæmpet stemning. Jeg sad på bagsædet alene, og der blev ikke sagt et ord. Turen til kirken var lang og stille, kun afbrudt af et lille snøft. Da vi ankom åbnede jeg døren og trådte lige ud i en vandpyt med mine blanke sko, mens mine forældre stadig sad i bilen, de kyssede og steg derefter ud. Vi gik hen mod kirken, og på vejen mødte vi meget af vores familie. Blandt andet min morfar som klappede mig på hovedet og sagde: ”det skal nok gå”. Jeg kiggede bare op på ham og sagde intet. Da alle var kommet ind i kirken, lukkede dørene og præsten begyndte at fortælle om min søster. Kisten var kun 1 meter fra mig, det var så urealistisk at tænke på hun lå lige der. En tåre løb ned af min kind. Da præsten var færdig sang vi en salme, som passede til det smukke øjeblik. En flot blomstret kiste, lys i hele kirken, alle med tårer i øjnene. Det hele var så smukt. På siden af kisten stod der Lisa, som jeg selv havde skrevet på så det blev mere personligt.

Da vi langt om længe var færdige i kirken begyndte mændene fra min familie at bærer kisten ud. Vi gik lige efter. Da vi alle var kommet ud af kirken begyndte de at hejse den smukke lille kiste ned i jorden. Vi begyndte at græde, for det var nu at vi skulle sige farvel. Jeg stod foran min mor. Da jeg så kisten nede i hullet begyndte jeg at tænke på dengang vi sad i parken for cirka et halvt år siden. Solen skinnede den dag og vi havde en lille madkurv med. Vi havde det så hyggeligt, og de gode dage havde vi mange af. Vi havde det så godt sammen, vi kunne snakke om alt og vi var også i stand til at lave ingenting. Vi havde selvfølgelig vores skænderier ligesom alle andre søskende på 16 år. Vi var tvillinger, og der vil mangle en del af mig nu hvor hun er væk.