”Så ti dog stille”, råbte John hen mod vækkeuret, som stod på natbordet. Han åbnede øjnene og satte sig på sengekanten. Han rejste sig og gik hen til klædeskabet, åbnede lågen og fandt det sæt joggingtøj, som han altid havde på. Han kiggede på sig selv ind i spejlet og smilede blidt, som om alting var godt, derefter vendte han sig om mod nogen håndvægte, som lå på gulvet ved siden af klædeskabet. Han løftede håndvægtene en af gangen. Det var den samme morgen om og om igen. Døren ind til soveværelset åbnede og ind kom John’s kone. Hun havde store grønne øjne, som skinnede som diamanter, langt gyldenbrunt hår og perfekte former. ”Hvad vil du Emma? svarede John koldt. ”Jeg ville bare lige se til dig”, svarede hun. ”Nu har du set til mig, så nu kan du godt smutte igen”, svarede John koldt igen. ”Du ved jo ikke, om det er hendes skyld pengene er væk”, kom det med en blid stemme fra Emma. ”Jeg ved det er hende, hvem fanden skulle det ellers være?” Kom det fra John med en meget hård stemme. ”Hun har jo sagt at hun ikke kender noget til det, John!” Kom det højt fra Emma. ”Det er hende, der holder styr på mine penge og lige siden hun er blevet ansat, er der forsvundet 125.000 kroner. Du må forstå at det ikke er mine penge.”, svarede John irriteret tilbage. ”Jeg ved godt du ikke har set hende før, men jeg kender hende og sådan er hun ikke”, sagde Emma. ”Okay.. Jeg stoler på dig, men jeg vil stadigvæk vide, hvordan 125.000 kroner kan forsvinde på den måde”, svarede John tilbage. ”Jeg tager hen og snakker med hende nu. Se og få noget morgenmad”, sagde Emma med en sød lille stemme til John.
Det er gratis at oprette en konto