Forældre og identitetsdannelse

Deres stemmer er det første man hører, lige fra man var et lille spæd der lå inde i maven på sin mor. De er det første man ser når man kommer ud, og de første man føler sig tryg ved, tingene hænger nok sammen, det er jo meget naturligt, at man er tryg ved de mennesker, som man har været sammen og kendt med i hele sit liv, hele det liv som de har givet dig og mig. Man vælger dem ikke selv, og nogle er heldigere end andre. Jeg synes selv jeg har været heldig i forældrelotteriet, jeg har aldrig haft de store problemer med mine forældre, som man ser nogle af de snobbede reality stjerner har. Da jeg var helt lille fik jeg uforbeholden kærlighed og meget opmærksomhed af mine forældre, faktisk så meget at min storebror en dag i en alder af 4 år, sagde at han ville slå både min mor og jeg ihjel og skære os i små stykker, fordi han var jaloux. Jeg var ekstremt afhængig af mine forældre og bange for at være væk fra dem i lang tid, derfor var jeg meget frustreret og ulykkelig når jeg skulle i børnehave. Refereret fra min mor, var det en lang klagesang fra bagsædet under transporten til børnehaven. ”Åh nej, åh nej, jeg er jo helt alene derovre”. Følelsen af forladthed udenfor hjemmets trygge rammer forfulgte mig langt op i skolealderen. Jeg erindrer svagt savnet og utålmodigheden, når jeg lå på den store sten med udsigt til børnehavens parkeringsplads og ventede på min mors hvide Peugeot. Jeg var meget tilfreds med mine forældre og det er jeg stadig, selvom jeg langtfra laver ligesom mange ting med dem som jeg gjorde dengang. Når man kommer i teenagealderen er det også normalt at man frastøder sine forældre mere og mere fra sin hverdag. Det er vel en nødvendig del af den proces der handler om at finde egen identitet og selvstændighed. Måske kommer man til at fortryde det når man bliver ældre og de ligger syge i deres seng på kanten af liv og død, men der er ingen vej tilbage til barndommens trygge hule og forældrenes kærlige favn når løsrivelsen først får tag i dig. Mine forældre har aldrig prøvet at bestemme hvad for noget tøj jeg skal gå i og hvad for noget musik jeg skal høre, jeg har altid selv haft lov til at vælge, og det er jeg glad for da jeg ikke tror jeg ville være glad nogle af de ting mine forældre ville have forslået. Det er sjovt hvordan forældre i starten betyder så meget for en og efterhånden som man bliver ældre, bliver de nærmest bare ligesom et hvilket som helst andet familiemedlem man sidder rundt om julebordet med og spiser flæskesteg og brun sovs med.