Jeg går ned langs stranden med Liv i hånden. Himlen er grå, og det regner svagt. Hun har sin dukke i den anden hånd. På trods af vi kun bor 200 meter herfra, har jeg ikke kunne få mig selv til at gå herned i de 11 måneder, der er gået siden ulykken. Vi går forbi badebroen, og jeg knuger Livs lille hånd. Nu begynder de uhyggelige minder for alvor at komme frem igen.
Jeg vågnede lørdag morgen ved, at min mobil ringede, og der stod Henrik på displayet. Liv var hos ham i denne uge. ”Hallo det er Anita”, sagde jeg. ”Du må skynde dig herover, Liv er væk, hun er fuldstændig forsvundet og ikke til at finde, og Irene og jeg har ledt efter hende hele morgenen, men hun er væk, helt, helt væk og måske kommer hun aldrig tilbage igen, måske er hun stukket af, fordi jeg er en dårlig far, jeg ved det Anita, det er min skyld det hele, jeg er verdens dårligste far”, svarede han med gråd i stemmen og lød helt forpustet. Jeg fik en stor klump i halsen ”Slap af Henrik, det skal nok gå, jeg kommer, så hurtigt jeg kan” sagde jeg…
Det er gratis at oprette en konto