Havet brusede og kastede lange, længselsfulde bølger op mod stranden. Det var som om de forgæves prøvede at få fat i noget, hvilket de måske også gjorde. Det var ikke til umiddelbart til at se.
På en sten ikke langt fra vandet lå en dukke med brunt fehår, svøbt i et badehåndklæde. Dens døde plasticøjne så lige så falske ud, som det barnlige smil den havde om munden. Den lå der helt alene, modsat andre dukker. Andre dukker lå altid i armene på en pige der elskede den.
Denne dukke lå på en hård kold sten. Alene.
Måske forstod den det ikke helt. At den var alene. Måske græd den endda, men det var ikke til at vide, for det eneste den kunne var at smile falske plasticsmil og ligge stille.
Men der havde været en pige. Endda to.
To piger der havde elsket den og holdt den i sine arme, som var den et nyfødt barn.
De havde ofte taget den med på stranden. Fortalt den om det smukke vand, og det kradsende sand der altid krøb op imellem ens tæer.
De havde smilet glædesstrålende med deres dybe livagtige øjne og engang i mellem havde en klukkende latter fundet vej ud gennem deres varme silkebløde læber.
Det er gratis at oprette en konto