Ansvar er for mig noget med at tage stilling. Det kan være for et andet menneskes handlinger, eller overfor en selv. Det kan være, at en af mine venner er begyndt at ryge, hvilket er ren idioti, eller at han er begyndt at være ligeglad med sin skole, forstået på den måde at lektier ikke bliver lavet eller han bliver væk fra timerne. Så er det dér jeg skal tage ansvar som hans ven og fortælle ham ligeud, at han skal tage sig sammen, men det gør man ikke særlig tit fordi så er det muligt at jeg er irriterende. Men jeg bliver jo nødt til at tage ansvar for min ven og for personerne omkring mig. Sørge for at de er velbefindende og glade. Derfor er det mit ansvar at hjælpe min ven, indtil han
indser, at det han har gang i er selvdestruktion og han selv begynder at tage ansvar.
De voksne snakker om at børnene skal have ansvar, men hvor meget ansvar tager de selv? Det er faktisk ikke specielt meget mere ansvar de tager. Det er jo bare på en anden måde. Voksne er sådan mere beskyttende og tænker hele tiden på om deres børn har det godt og hvordan de trives. De fleste børn tænker bare på at have det sjovt, og en gang imellem snakker de måske med, deres venner om der er noget galt. Jeg syntes det er svært at se på folk, om de er kede af noget, og derfor har jeg svært at hjælpe. Voksne er blevet 'modne', hvis man kan sige det sådan. De 'tør' at sige tingene lige ud, som det er. F.eks. når man er barn, prøver man at fortælle ting på en anden måde. I nutidens Danmark handler det om at være 'cool'. Hvis man går i en gruppe, og skal et sted hen ser man så at 'lederen' går hen og stopper en slåskamp? Det gør man ikke for der er så meget pres fra gruppen, og hvis lederen gør det risikere han måske at blive udstødt eller der bliver snakket bag
Det er gratis at oprette en konto