Jeg husker stadig det hele som var det i går. Jeg kan stadig hører skrigene, en lille piges skrig i håb om hjælp. Jeg kan stadig lugte lugten af havet, fiskene og sandstranden, som om jeg stadig stod på den. Og jeg kan stadig mærke smerten, den mest pinefulde smerte jeg nogensinde har prøvet. Det var som tusinde knive stikkende inde i min krop. Hele min krop var som lammet, og jeg lå der helt fortabt, ude afstand til noget. Jeg tænker tit på Hvordan han på få minutter gjorde mit ellers perfekte liv til et rent helvede. Hvordan kunne han gøre det mod sin egen datter?
Det var en af de der dage, hvor vejret ikke var for koldt heller ikke for varmt. Jeg sad i min psykologs bil på vej tilbage til fortiden, tilbage til det sted som ændrede mit liv. Turen derhen foregik i stilhed, kun lyden af motoren forstyrrede. Jeg sad bare der i bilen, og stirrede på den lange vej. Det var som om, den var uendelig. Men det ville være okay med mig bare at skulle køre og køre, jeg frygtede at skulle tilbage til det sted. Det var min mors og min psykologs idé. De mente det ville være godt til mig, og at det ville hjælpe mig med at komme videre. Men hvorfor skulle jeg dog tage tilbage til det sted, og få smasket de forfærdelige minder lige i hovedet? Jeg mener, jeg har det fint nok nu, eller jeg er i det mindste i live. Jeg kiggede ud af vinduet på de mange træer vi suser forbi, og ønskede at vi kunne vende om og kører hjem igen.
Det er gratis at oprette en konto