Forladt

ForladtJeg troede aldrig mit liv ville blive så ensomt. Den eneste jeg har tilbage fra hende, er Dukken. Min far døde for et par år siden, jeg tæller ikke, og min mor snakker jeg ikke med, på grund af min dårlige samvittighed. Jeg sidder alene i min lejlighed og ser mit liv passere mig. Alene med alle minderne fra den dag hvor det hele gik i stå. Jeg ved ikke hvilken dag det er og hvilken måned. Forleden dag fortalte min læge mig, tilfældigt, at det er år 2009. Jeg regnede hurtigt ud, at det nu er 15 år siden jeg mistede hende.Vi er i sommerhus i en lille, ukendt by på Fyn, år 1994. Vi er én lykkelig familie. Mine forældre, min lillesøster som er 15 år yngre end mig, og så mig selv. Det er det eneste sted vi kan være sammen uden for den travle hverdag, hjemme i København. Vejret er ikke perfekt. Det er overskyet og det ser ud til at det kan begynde at regne når som helst, men det er dog varmt nok til at gå en tur på stranden. Så det gør jeg, sammen med min lillesøster. Når jeg ser på hende er det som om jeg ser mig selv, da jeg var på hendes alder. Hun har en dukke, som hun har med overalt. Den dukke har været min, da jeg var lille. Den ligner hende faktisk. Lyst, pjusket hår, og de smukkeste blå øjne. Hun bærer den altid på et blødt, lilla tæppe, som er lige så gammelt som dukken. Vi går hånd og hånd og snakker og griner. Jeg kan ikke andet end at smile når jeg ser på hende. Hun gør mig så glad. Da vi har gået i noget tid, kan jeg mærke jeg trænger til at sidde lidt ned og på samme tid får jeg øje på en stor, flad sten, et par meter væk fra os. Så jeg sætter mig på den, da vi kommer til den. Min lillesøster lægger sin dukke ved siden af mig. Hun har for meget energi til at sidde ned, så hun går ud til vandkanten og sopper. Jeg lægger mig på stenen og kigger op i de grå skyer. Jeg kan høre hende hoppe og lege i vandet. Jeg lukker øjnene et split sekund og da jeg åbner dem igen og kigger på mit ur, er der gået en halv time. Jeg skynder mig at rejse mig op og kigge efter min søster. Men, hun er der ikke. Jeg råber hendes navn. Men, hun svarer ikke. Jeg løber alt hvad jeg kan op til vores sommerhus og spørger min mor, om min lillesøster er der. Min mor siger nej og går i panik, ligesom jeg selv gjorde, så snart jeg ikke kunne se hende på stranden. Hun begynder at råbe af mig, men jeg lytter ikke. Jeg løber bare tilbage til stranden. Der er stille. Det eneste mine øjne falder på, er dukken. Jeg står og kigger på den i 2 sekunder. Det føles som en evighed. Pludseligt begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Med ét begynder jeg at råbe min søsters navn. Min mor er lige i hælene på mig. Jeg tager mig sammen og løber ud i vandet for at lede efter hende.Jeg dykker ned i det store blå hav og jeg kan næsten ikke overskue det. Jeg er ikke den bedste til at holde øjnene åbne under vandet, men jeg gør det, for jeg kan ikke engang tænke på hvordan mit liv ville blive uden hende. Jeg svømmer frem og tilbage og fra den ene side til den anden. Efter noget tid er jeg nød til at gå op af vandet, uden held. Jeg kigger på dukken igen, sætter mig på knæ ved stenen og begynder at græde som aldrig før. Det hele var min skyld. Min mor havde allerede ringet rundt til hele nabolaget og til politiet, så stranden blev hurtigt fyldt med mænd i mørkeblåt tøj og forvirrede mennesker. Politiet gik i gang med at lede efter hende i havet og i resten af byen og det samme gjorde naboerne. De var hurtige til at sætte skilte op og forskellige andre ting. Jeg kan ikke se min mor i øjnene. Men jeg kan høre hun er grædefærdig, ligesom mig. Der går et par dage med efterforskning. Jeg låser mig inde på mit værelse og kigger på dukken. Jeg føler mig tom. Og sådan gik det til. Efter de første to dage, hvor min mobiltelefon havde ringet konstant og hvor det eneste jeg kunne høre var min mor græde i stuen, lavede jeg ikke andet end at sidde på min seng, med dukken i skødet, og kigge ud på stranden. Jeg kunne ikke klare livet mere. Jeg kunne ikke klare mig selv. Politiet fandt hende. I havet. Død.Som sagt, er der gået 15 år siden det skete. Men jeg har det stadig på samme måde som jeg havde det, den dag det skete. Jeg sidder stadig og kigger ud af vinduet i det kedelige hospitalsværelse. Alene. Tom indeni. Og med dukken i skødet.