Jeg har grublet over det her brev i flere måneder. Lige nu sidder jeg og stirrer tomt ind i den hvide væg foran mig, og har svært ved at formidle mine tanker ned på papiret. Jeg er rolig men på en urolig måde. Mit sind og mine følelser er en kæmpe bunke usikkerhed i form af en utilregnelig farvesymfoni – nogle gange mørkeblå og andre gange skriggul. Jeg er fyldt op til halsen med angst, uro, liv, retning, håbløshed, skam, vrede, oprør, venten, irritation, stædighed, accept af livet og forurolighed over kontrasternes udspændthed. De sidste år har jeg levet mellem de linjer, som alle andre skriver på. Jeg føler, at jeg er i et mystisk ingenmandsland. Som et spøgelse, der kan ses i dagslys. For et par uger siden var jeg ude og gå i naturen. Den er så uendelig generøs. Så mangfoldig i farver og toner. Så gådefuld og nådesløs på samme tid – men med sin helt egen orden. Det er snart det eneste sted, man kan få ro.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg har valgt at skrive til dig efter så lang tid, da dig og børnene sikkert allerede er begyndt at komme jer over min forsvinden. Dog synes jeg, at du har ret til at vide, hvad der skete, og hvorfor jeg gjorde det.
Det er gratis at oprette en konto