Et farvel, der har sat sig spor

Et farvel, der har sat sig spor. Det allerførste jeg tænker på er min morfar.

Jeg har brugt utrolig meget tid sammen med min mormor og morfar. Gennem hele min barndom har min morfar været min eneste faderlige skikkelse. Efter alt det min far gjorde imod min mor, har hun haft meget svært ved at komme videre. Hun har været igennem både en depression og langvarig stress. Det har sat sit præg på det forhold, jeg har til hende i dag og den måde, hun har valgt at behandle mig. Selvfølgelig har jeg et tæt bånd til min mor, men det er på ingen mulig måde ligeså stærkt og holdbart som båndet, jeg havde med min morfar. Han betød alt i verden for mig.

Nu er det 4 år siden, han forlod os, og jeg kan stadig godt finde på at græde over det. Der går ikke et sekund uden, at jeg savner ham. Jeg kan stadig se ham for mig, sidde på sin veranda og fortælle mig en sjov historie. Lave sjov med mig og min søster. Jeg kan se hans dejlige smil og de venlige øjne, der aldrig, aldrig løj – de er væk for altid.

Jeg kan tydeligt huske den dag, hospitalet ringede til os og sagde, at vi skulle komme derop. Det var tre måneder inden min mormor og morfar skulle have guldbryllup. Min morfar var blevet indlagt med en dobbeltsidig lungebetændelse. Han havde i forvejen været syg og indlagt flere gange, men nu var det åbenbart alvor.