Pigen med klumpfoden

Hvorfor er livet så ondt og uretfærdigt? hvorfor skal det altid ende sådan? Jeg kom hjem med tårerne trillende ned af kinderne. Endnu engang måtte jeg afvise at leve det liv som dem på min alder lever. Et kort øjeblik glemte jeg at jeg var anderledes, og nød den flinke mands opmærksomhed.Denne sommermorgen omkring Sankt Hans, sad jeg og nødt den flotte udsigt ud over vandet og de mange skibe. Jeg sad i mine egne tanker og pludselig ser jeg en mand komme gående nede fra stranden. Det var en mand der ca. var 5-6 år ældre end mig, han så flink ud og var meget nydelig, han kom hen og satte sig i den anden ende af bænken, jeg blev helt flov. Han kiggede meget på mig, jeg kunne ikke lade vær med at sidde og blive lidt glad. Han sagde til mig at hvorfor han ikke havde set mig til ballet i koncertsalen, hvor alle sommergæsterne var samlet. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige, for hvis jeg skulle sige sandheden skulle jeg fortælle det med min fod, men jeg har det bare ikke godt med at snakke om den. Så jeg fandt hurtigt på at sige at jeg holde mig mest hjemme og at jeg ikke brød mig så meget om at danse. Lidt efter spurgte han om han ikke måtte føre mig til et nærliggende udsigtspunkt og der havde jeg det på samme måde men undlod at svare så det vendte meget hurtigt over på noget helt andet. Jeg hørte pludselig at min mor kaldte på mig nede fra villaen. Jeg begynde næsten at græde, fordi så ville han jo se jeg ikke rigtigt kunne gå på grund af den fod. Det var svært at holde igen med at græde. Han spurgte om det jeg ikke havde håbet han havde spurgt, ”kan jeg få æren af at følge dem hjem frøken?” så kunne jeg ikke holde igen med at græde fordi han skulle se mig gå og så var jeg så bange for jeg ikke kunne se den nydelige og søde mand igen. ”Nej” svarede jeg afvisende. Han vendte sig om og gik, så rejse jeg mig også lidt efter og gik. Jeg beholdte lommetørklædet for øjnende. Så så han mig halte på min klumpfod. Jeg kiggede bare ned og holdt lommetørklædet for så han ikke kunne se mig i øjnende.Det var denne episode der gjorde, at jeg valgte at tage hen til den bænk hver dag for at se, om jeg traf den flinke herre igen. Jeg havde kun set ham nogle enkle gange gå nede på stranden. Da vinteren var omme kom jeg i tanke om ballet i koncertsalen de snakkede om, der fortalte han jo om, at alle samles der og dansede og hyggede sig. Det var en stor overvindelse for mig, men jeg valgte at tage derhen, for at se om han kom.