Mørke. Et fænomen, der opstår ved fravær af lys. Man kan både blive draget af denne mangel, men bestemt også frastødt og skræmt. Men hvad er det, der drager én og hvad er det, som skræmmer én? At gå igennem en kulsort skov en sen novemberaften kan skræmme én. Hvem ved, om der står en overfaldsmand med en kniv inde i bag det næste træ, som bare venter på det næste angreb? Selvom fornuften fortæller, at sandsynligheden for dette sker er minimal, er det alligevel paranoiaen, der vinder. Længslen efter lyset tager til, man vil bare væk. Ud i lyset. Ud i trygheden.
Mørke er mange ting. Det er en farve, en følelse, en frygt. Mørke repræsenterer alt det, vi er bange for. Døden, natten, ensomhed. Hvis en person går i mørkt tøj, tror vi straks, at vedkommende er kriminel eller morder. Men mørket giver os også lov til at tænke uden forstyrrende billeder og lyde. Det sætter tankerne i gang. Mørke er der, hvor vores liv starter. Og der hvor det slutter.
Som barn var jeg bange for mørket. Jeg ved egentlig ikke, om det var mørket som sådan, eller om det var de ting, der kunne ske i mørket, jeg var bange for. Mørket var og er stadig det uvisse sted, hvor alt uventet sker. I dag er jeg ikke bange for mørket på samme måde, som jeg var før i tiden. Dengang var jeg bange for mostre under sengen eller bag min dør. Nu er det mere de tanker, der dukker frem, når det er mørkt. Jeg bliver af og til helt opslugt af mørket, når jeg ligger i min seng om aftenen og prøver at falde hen mod drømmeland. Det er der, man kommer i tanke om alle de mørke kontraster, der af og til dukker op i livet. Selvom jeg har valgmuligheden at sove, vælger jeg som regel at lade mig opsluge.
Det er gratis at oprette en konto