I 1895 opdagede Vilhelm Röntgen en stråling, som vi i dag kalder for røntgenstråling. Den nye form for stråling kunne se igennem huden, så man f.eks. kunne se knoglerne i hånden. Denne opdagelse fik stor betydning, især for lægerne der brugte røntgenstråling til at finde ud af, om en knogle f.eks. var brækket. Strålingen blev også brugt til at behandle visse sygdomme, som f.eks. kræft.
En fransk forsker ved navn Henri Becquerel, besluttede sig for at se om røntgenstråler, og fluorescens havde noget at gøre med hinanden. Fluorescens er når visse krystaller, efter at være blevet belyst, lyser i mørket. Becquerel udførte sine forsøg ved at belyse stofferne med sollys. For at finde ud af om det var røntgenstråler, der fik stofferne til at lyse, anbragte han stofferne på en fotografisk plade, som var pakket ind i sort papir. Da kun røntgenstråler, og ikke sollys kunne gå igennem papiret og sværte fotopapiret, kunne han se om der kom røntgenstråler fra stoffet
En dag valgte Becquerel at belyse nået uran-malm. Pladen blev endelig sværtet. Becquerel var nu sikker på at han havde fundet en gennemtrængende stråling, som blev lavet af sollys. En dag hvor sol ikke skinnede, kunne han ikke lave sine forsøg. Derfor valgte han at putte sine fotoplader, med sine krystaller ovenpå, ned i en skuffe. Dagen efter tog Becquerel pladen og krystallerne op igen. Fotopladerne var igen sværtet, og endda meget mere end den plejede! Men hvordan kunne det lade sig gøre, uden sollys?
Det er gratis at oprette en konto