Verdens smukkeste hus

Vi kommer til en meget lille og ujævn vej, bussen kan knap nok kører derind. På begge sider langs den smalle vej står der nogle kæmpe store, flotte bøgetræer. Jeg bemærker da, jeg ser på chaufføren, at han ikke er helt tryk ved, at kører derind med den store bus, som vi nu sidder kapret i. Der er også nogle folk, som begynder at brokke sig lidt. Bagerst i bussen sidder en ung mor, med sin lille søn på skødet. Den lille dreng ser mindst lige så utilfreds ud som sin mor. Hun begynder også at brokke sig lidt. Der er hurtig en ældre kvinde, som tysser på hende. Det var også det, jeg selv mest havde lyst til at gøre. For, hvem har ikke lyst til at verdens smukkeste hus. Jeg sidder i mine egne tanker og beundre vores chauffør, at han tør gøre noget andet end, hvad der er normalt at gøre. Han er endda mørk, jeg kunne tydeligt høre på hans accent, at han ikke har boet i Danmark i så mange år. Der er så mange fordomme overfor mørke mennesker her i Danmark. Det virker til, han bare ser forbi det. Gør som han har lyst til. Han er noget for sig selv, men jeg beundre ham meget, for at være en stærk mand. Vi fortsætter ud af den lille vej, der kommer nogle store ujævne steder på vejen. Så den store bus giver et gevaldigt hop og nogle høje lyde fra sig. Menneskerne i bussen giver nogle underlige forskrækket lyde fra sig da det sker. Jeg bliver også selv lidt forskrækket. De smukke nyudsprungne grønne forårs grene fra bøgetræerne risler imod vinduerne på bussen. Det giver en høj skingrene lyd fra sig, jeg får kuldegysning af lyden, mine nakke hår rejser sig af det. Tiden går langsomt i bussen, måske er det fordi, jeg er så spændt. Efterhånden er de andre passagerer endelig faldet lidt til ro, det er dejligt de ikke brokker sig. Den smalle vej bliver pludselig til en lidt større grusvej. Her kan jeg se mange smukke sennepsmarker, de er kraftige gule her i foråret, jeg opdager at marken matcher den unge mors blomstrede sommerkjole. Der er ikke meget andet herude, vi er virkelig kommet ud på landet nu. Så bliver der endelig tændt for mikrofonen. Igen kommer den tydelige accent frem i højtalerne ”Så kan vi ikke kører længere, vi er her nemlig. Jeg håber I alle er klar til at se verdens smukkeste hus!” Bussen bliver slukket. Det begynder små mumlen mellem passagererne for vi kan intet hus se endnu. Dørene bliver åbnet op, vi begynder lige så stille og spændte, at gå ud af den varme bus. Solen står højt på himlen og fuglene synger højt. Bus chaufføren begynder at gå, han trasker af sted med sine slidte H2O klipklapper på fødderne. Vi andre følger efter. Da vi har gået et lille stykke, er der pludselig nogen, som snakker højt, de har fået øje på verdens smukkeste hus. Jeg selv danner bagtroppen, sammen med to unge fyre, men nu, hvor vi høre, hvor begejstret de andre lyder, skynder vi os at løbe derhen. Verdens smukkeste hus, det er også det eneste at kalde det. Det er så smukt, at det er svært at forklare. Så idyllisk, landligt, hjemligt og smuk. Det er vindunderligt. Det er et gammelt bindingsværkshus, sort og hvidt. Den hvide farve er nærmere grå og kruset af bare snavs. Stråtaget ser ikke ud til, at være så gammelt som resten af huset. Uden for huset og op langs væggene er der de mest farvestrålende og høje stokroser snoet opad huset. Der står en gammel blå afskallede bænk ved siden af, den bærer en kurv med flere idylliske blomster i. Ved siden af kurven ligger der en stor mørkebrun kat og nyder solen. Det er tydeligt at se! Der er rigtig meget kærlighed i dette hus. Jeg kan høre nogle små piger, der også var med i bussen kommer løbende hen over gruset her i indkørslen. De har fået øje på to store heste, som går og græsser på en mark, der ligger lige op til huset. Jeg kigger mig lidt omkring. Soler står høj på den skyfrie himmel og det ses tydeligt i de beskidte vinduer på huset. Jeg går en tur over på den anden side af huset, der finder jeg en terrasse.