Jeg skriver dette brev for at undskylde for vort sidste sammentræf. Jeg føler en stor skam over alting der er hændt. Derfor ser jeg det som min forpligtelse at forklare sagsforholdene.
Efter du rejste mærkede jeg en stor tomhed og sorg. I dagtiderne gjorde jeg mine pligter halvhjertedes, og om natten havde jeg svært ved at lukke et øje. Jeg åd ikke, jeg talte ikke, jeg levede ikke. Den følelse jeg havde i mit hjerte, en skærende smerte af uvished, bekymring og savn, en tung sten bundet til mit hjerte, der trak mig langsomt ned i et hav af tomhed. Denne følelse ønsker jeg ikke for min værste fjende.
Jeg blev i den sidste ende meget syg, og kunne derfor ikke vaske de rige fruers klæder længere. Jeg lå i sengen uden forstand, med så høj feber at ingen antog, at jeg vil overleve. De få øjeblikke jeg kunne tænke klart, var jeg overbevidst om at jeg skulle dø. Jeg var ikke bange for døden, for jeg er en kristen kvinde, og jeg skulle nok komme i himmelen. Det eneste jeg var bange for var at du stadig var i live, og ville komme hjem, hvor at jeg ville være væk. Men et af Guds mange mirakler hændte mig, og jeg blev rask igen. Jeg tog det som et tegn fra Gud, jeg skulle leve og vente på dig. Jeg vendte tilbage til mine gamle vaner, tog mig af hjemmet, vaskede vasketøj for fruerne og gik i kirke, og sådan gik livet for sig de næste par år.
Det er gratis at oprette en konto