Det var den 13/9 i 1997, jeg gik ned ad strøget, i mit fine nye jakkesæt jeg havde købt til lejligheden, jeg skulle mødes med en gammel flamme fra gymnasietiden, hun hed Anne og var en høj slank kvinde, med langt blondt hår. Vi have altid haft en god kemi i gymnasiet, men jeg havde på det tidspunkt meget lavt selvværd og turde ikke invitere hende ud, for hun ville selvfølgelig ikke ud med mig. Men nu var selvtilliden i orden, efter jeg havde fået mit firma op at køre, og jeg tjente rigeligt med penge, faktisk gik det så godt at jeg havde investeret 700.000 i mærsk aktier, det havde min bankrådgiver rådet mig til fordi, han mente umuligt man kunne tabe penge på mærsk der altid var i udvikling. Jeg havde også købt hus i centrum af københavn, hvor jeg boede med min hund Caesy. Mens jeg nærmede mig Café smagløs, hvor jeg skulle mødes med Anne, tænkte jeg på, om hun mon kunne kende mig, fordi det var alligevel 8 år siden vi sidst så hinanden. Jeg var for længst ovre bumse æraen, og havde ikke længere skulderbredde som en 12 årig, og hvordan mon hun havde forandret sig, mon hun stadig duftede af nyplukkede roser, mon hun stadig ville grine af mine vittigheder, eller ville hun synes jeg var barnlig, når jeg kom med jokes fra gymnasietiden. Jeg må indrømme, at jeg havde set frem til denne dag længe, for Anne var noget specielt for mig og hun havde hjulpet mig ud af mit stofmisbrug. I gymnasiet tog jeg speed i weekenderne så man kunne feste hele natten, det gik dog stærkt ud over min skolegang hvor mine karaktere raslede ned, det var her Anne tog kontakt til mine forældre og fortalte om mit misbrug, og jeg kom i afvænning og blev 5 måneder senere erklæret kureret.Jeg kunne nu se Café Smagløs, jeg fik straks øje på Anne, og det hjalp bestemt ikke på min nervøsitet, for hun var bestemt ikke blevet grimmere siden gymnasiet, tvært imod. Vi hilste, og straks faldt snakken på de gamle gymnasieminder, vi snakkede om hvordan det var gået andre af vores klassekammerater, men især faldt vores snak på vores yndlingslærer Stig, Stig var vores klasselærer på gymnasiet, han var en finurlig fætter, som man mere anså som en af ”os”, end som en lærer. Men vi snakkede selvfølgelig også om hinanden, Anne have blandt andet læst videre fra gymnasiet på sygeplejeskeskolen, og var nu færdiguddandet sygeplejeske, og boede i en lille lejlighed i København sammen med en af sine veninder, og hun var single.Da klokken blev 17, blev jeg nød til at gå, da jeg havde et møde med en leverandør, men vi udvekslede telefonnumre og blev enige om en ”second date” et par uger senere. Da jeg gik fra Café Smagløs havde jeg en god følelse i maven, Anne var virkelig dejlig og lige min type. De næste par dage, tænkte jeg ikke på andet end Anne, om hvor meget jeg ikke kunne vente med og se hende igen, jeg følte en rumlen i maven når jeg tænkte på hende.Dagen kom, og vi skulle på vores anden date, jeg havde denne gang valgt et lidt finere sted, Restaurant Noma, den verdens kendte danske restaurant, som for nylig havde fået en michelin stjerne. Jeg hentede Anne, i min nyvaskede Audi S8, hun satte sig elegant ind og gav min hånd et let klem, hvorefter hun sagde at hun var ked af det men hun var blevet udsendt af militæret til en krisesituation i Chile, hun skulle over og hjælpe med behandlingen af de sårede, så vi kunne ikke date længere. Jeg var knust da jeg kørte hjem, Anne var noget specielt, hun havde betydet noget for mig hele mit liv, og nu havde jeg endelig samlet mod til at invitere hende ud, og så bliver hun udsendt. Jeg følte hele verden var imod mig, det var uretfærdigt.Dagene sneglede sig afsted, dagene blev til måneder og måneder blev til år, helt præcist 2002. Siden Annes afslag, var alt gået skævt, mit firma var gået konkurs, jeg var blevet nødt til at sælge mit hus, min bil og mine ”sikre” mærsk aktier for 700,000 var faldet til sølle 125,000, som jeg var blevet nød til at sælge, pga. gæld. Nu boede jeg i en lejlighed i udkanten af København og arbejdede som pedel, i en stor virksomhed, mit liv var en totalt fiasko. Jeg tænkte ofte på og begå selvmord, jeg følte at alle var ligeglade med mig, og at jeg var blevet snydt. En dag i marts, havde jeg taget toget til København, jeg ville gå mig en tur ned af strøget, jeg gik og tænkte på den dag i august 1997 hvor jeg gik selv samme sted, i mit jakkesæt fuld af selvtillid, verden kunne bare komme an. Jeg tænkte på hvordan mine hænder havde rystet da jeg havde nærmet mig Café Smagløs. Jeg blev fristet af duften af nybagte muffins og kaffebønner, så jeg besluttede mig for og spise frokost på Smagløs, jeg satte ved selv samme bord som Anne og jeg havde siddet ved, mens jeg sad, og ventede på min frokost, kom en kvinde ind, hun var skaldet, havde lange ar langs halsen, havde en benprotese og gik med stok. Jeg fik medlidenhed med kvinden, og inviterede hende over, det var først da hun satte sig overfor mig, at jeg indså at det var en jeg kendte, jeg anstrengte mig for og huske hvem det var, hun duftede af nyplukkede roser, og havde store brune øjne. Nu var jeg ikke i tvivl længere det var Anne, jeg var lykkelig over og se hende igen, og var straks forelsket igen. Hun fortalte om hvad der var sket mens hun var udsendt, der var blevet sprængt en bombe ved siden af behandlingscentret, og hun havde fået en jernsplint i hovespulsåren i låret, så de havde været nødt til og amputere hendes ben. Mens hun var udsendt var lejren i en periode på 2 måneder, overtaget af Al Quida, og de havde kronraget og voldtaget, alle sygeplejeskerne, og hun derfor havde gået til psykolog lige siden, og havde mareridt når hun sov. Jeg var ligeglad med hendes skader, hun var stadig ligeså dejlig og være sammen med som før, hun duftede stadig af roser, grinte stadig af mine vittigheder og hun havde stadig sine store brune øjne. I det øjeblik, forstod jeg endelig ordsproget ”Kærlighed gør blind”
Det er gratis at oprette en konto